Konservatisme på Frederiksberg

Aksel Møller

På Frederiksberg har de konservative altid haft en meget selvstændig profil i forhold til partiet på landsplan og den politiske linje, som altid har præget de konservative på Frederiksberg, betegnes ofte som Frederiksberg-konservatismen.

En af Frederiksberg-konservatismens helt centrale ophavsmænd er den navnkundige Frederiksberg-borgmester Aksel Møller, som måske er den største konservative idépolitiker nogensinde i Danmark. Jeg har beskrevet Aksel Møllers liv og virke i min bog ”Brødrene Møller. Historien om et konservativt dynasti”, som også handler om hans lillebror Poul Møller, der ligeledes blev en særdeles fremtrædende konservativ politiker.

Allerede i 20’erne og 30’erne, under inspiration fra sit store forbillede, den karismatiske konservative leder John Christmas-Møller, udviklede Aksel Møller en række visioner for, hvordan dansk konservatisme skulle udformes. Da han i slutningen af 30’erne blev en fremtrædende kommunalpolitiker på Frederiksberg, var det her, hans tanker først og fremmest kom til at udfolde sig i praksis.

Frederiksberg-konservatismen har derfor præget den konservative politik på Frederiksberg i langt det meste af den periode, hvor der har været konservative borgmestre på Frederiksberg.

Den særlige frederiksbergske konservatisme er kendetegnet ved at være en meget idépolitisk velfunderet, socialt engageret og intellektuel konservatisme, som ofte har stået i modsætning til den mere pragmatiske og liberal-konservative linje, som præger Det Konservative Folkeparti i dag og i overvejende grad har gjort det gennem de sidste 30-40 år.

På grundlag af Aksel Møllers tanker om Frederiksberg-konservatismen har navnlig tre konservative grundværdier præget Frederiksberg Kommune i hele perioden.

·          For det første idealet om et samfund, hvor der er plads til alle og hvor alle får den nødvendige hjælp fra samfundet, når andre muligheder er udtømte. Derfor har de konservative på Frederiksberg altid gået ind for et fintmasket offentligt sikkerhedsnet og har altid bestræbt sig på at være et parti, som alle borgere på Frederiksberg kunne identificere sig med, uanset hvilket social gruppe, de tilhører.

·          For det andet skal der til stadighed være fokus på den enkelte borger og på den enkeltes muligheder for at udfolde sig frit. Derfor har de konservative på Frederiksberg altid prioriteret at holde skatten så lav som muligt.

·          For det tredje omsorgen for historien. For den konservative betyder historien meget, fordi vi ønsker en evolutionær udvikling, hvor vi bygger videre på de erfaringer, vi har indhøstet i årenes løb. Samtidig mener vi konservative, at vores fælles historie er en væsentlig del af det, der binder os sammen som folk. Derfor har de konservative på Frederiksberg altid værnet meget om Frederiksbergs 350-årige historie og om Frederiksbergs bybillede med det meget karakteristiske villabyggeri og de mange etageejendomme fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, som gør historien nærværende i vores fælles hverdag. 

De konservative har i år haft borgmesterposten på Frederiksberg i 100 år og har i denne perioder spillet en helt afgørende rolle for byens udvikling.

Men vi hviler ikke på laurbærrene. At fastholde og udvikle de helt særlige menneskelige og kulturelle kvaliteter, som Frederiksberg har, er en opgave, der aldrig holder op. Nye tider kræver nye løsninger.

Netop fordi de konservative på Frederiksberg altid har fulgt med tiden og har prioriteret det brede samarbejde på rådhuset, er der meget stor opslutning bag den profil, kommunen har i dag og det serviceniveau, som den kan tilbyde borgerne.

Derfor byder Frederiksberg også i dag på en service af meget høj kvalitet til alle aldersgrupper – og det tilmed til en skatteprocent, der stadig ligger i den lave ende af skalaen.

·        Vi har pasningsgaranti til daginstitutionerne og udbygger til stadighed daginstitutionsområdet

·        Vi har en velfungerende folkeskole, der hele tiden fleksibelt bliver tilpasset et stigende børnetal

·        Vi har en god ældrepleje med både mange plejehjem og ældreboliger under fortsat udbygning

·        Vi har en bred vifte af kulturtilbud og et vidtforgrenet foreningsliv

·        Vi er i stadig stigende grad en grøn kommune med mange smukke parker og grønne områder og en høj profil på klimaområdet

De konservative på Frederiksberg ønsker også fremover at sikre gode resultater for byen og borgerne. Det vil som hidtil bedst kunne ske i et konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde med alle partier på Rådhuset.

 

 

 

 

 

 

 

 

Seneste debatindlæg

  • 26.Feb.2010
    Tvungne masseløsninger

    I Lokalavisen Frederiksberg den 11. februar har socialdemokraten Sine Heltberg et læserbrev...

Gå til seneste debat indlæg

Højeste ratede mærkesag

09.Mar.2010
En ansvarlig miljøpolitik