I Danmark er vi jo gode til mange ting, men en ting, vi faktisk ikke er så gode til, det er at fejre nationaldag. Hvis man har oplevet en 17. maj i Norge med kæmpe optog med glade nordmænd i folkedragter med massevis af norske flag eller en 14. juli i Frankrig med gigantiske militærparader og fransk gloire, så ved man, at der kan gøres betydeligt mere ud af en nationaldag, end vi plejer at gøre ud af vores grundlovsdag.
Som konservative sætter vi dog stor pris på at fejre grundlovsdag på vores lidt mere stilfærdige måde, men jeg har egentlig altid syntes, der her i landet generelt bliver gjort for lidt ud af at fejre vores demokrati og vores frihedsrettigheder den 5. juni. Grundlovsdag er jo demokratiets og frihedsrettighedernes festdag.
Faktisk er det jo også traditionelt primært de borgerlige, der holder fejringen af Grundloven i hævd, mens venstre side af det politiske spektrum altid har set på Grundloven med en vis skepsis og har gjort meget mere ud af at fejre 1. maj, som jo traditionelt er en enkelt klasses – arbejderklassens – fejring af sig selv og deres politiske resultater, mens Grundloven jo er for alle danskere og garanterer den enkelte danskere konkrete, individuelle rettigheder – den personlige frihed, boligens ukrænkelighed, ejendomsrettens ukrænkelighed, næringsfriheden, trykkefriheden, forsamlingsfriheden samt religionsfriheden.
Når der har været den forskel i hvor meget vægt de forskellige fløje har lagt på Grundloven, så skal forklaringen findes i, at Grundloven netop tager udgangspunkt i individet og ikke i rettigheder eller interesser for klasser eller andre grupper af danskere. Grundloven sikrer balancen mellem den politiske og den individuelle frihed. Mellem mulighederne for at træffe beslutninger, der har konsekvenser for andre mennesker og beskyttelsen af individets rettigheder. I et demokrati vil der altid være en spænding mellem flertallets ret til at bestemme og den enkeltes ret til at bestemme over sig selv.
Grundloven holder flertallet på plads og sikrer den enkelte en række basale rettigheder. Og det er nok netop det, der traditionelt har været en torn i øjet på venstrefløjen, at Grundloven sætter begrænsninger på den politiske magt og balancerer den i forhold til andre magtcentre.
Der er noget meget konservativt, men også noget almenmenneskeligt og værdifuldt i den balance i vores grundlov – mellem individet og staten, hvor individets grundlovssikrede rettigheder altid kommer først, og hvor grundlaget er skabt for et samfund af frie individer i et stærkt fællesskab.
Det er netop også på de områder, at vi også skal være varsomme med den udvikling, vores samfund tager i disse år, hvor der er minoriteter i samfundet, der ønsker særrettigheder, som kun gælder for dem. Det er stadig på relativt små områder, vi oplever det, men udviklingen i andre europæiske lande viser, at det nok kun er et spørgsmål om tid, før kravet kommer langt stærkere og på mere vitale områder også herhjemme. For et par måneder siden var der tre vist ret naive professorer, der slog til lyd for, at man i det danske retssystem skulle åbne for elementer af sharia. Uanset hensigten er det vigtigt at holde fast i, at den slags skal vi ikke have herhjemme, det vil være i modstrid med nogen af de mest centrale værdier vores samfund og også i modstrid med hele ånden i Grundloven. Vi skal holde fast i en national enhedskultur og de principper, der hører til den, og det kan vi også godt.
Men pointen er jo ellers netop, at Grundloven kun er en ramme, og ikke selve politikkens indhold. Inden for den ramme kan alle arbejde for de synspunkter, som de nu engang har, og det er netop en forfatnings opgave. Netop derfor bør alle danskere fejre vores grundlov uden forbehold, men der er da ingen tvivl om, at navnlig vi som konservative bør holde Grundloven højt i hævd. For Grundloven hører jo til de nationale symboler, som vi står vagt om, og den er jo også den forfatningsmæssige ramme for en række af de institutioner, vi konservative sætter højest – ikke mindst vores kongehus, vores kirke og vores folkestyre.
Vores grundlov er en ældre, men velfungerende dame, og dem skal man efter min mening behandle med respekt og passe godt på. Den har efterhånden mange år på bagen, det er 161 år siden, vi fik den første i 1849 og 57 år siden, vi fik vores nuværende grundlov i 1953. Men faktisk er to tredjedele af Grundloven uændret siden 1849, så man må sige, at den har bevist en fantastisk lang holdbarhed.
Der er simpelthen ingen politiske behov eller samfundsmæssige udfordringer, som ikke har kunnet håndteres inden for Grundlovens rammer i nu mere end 57 år, heller ikke den stigende grad af internationalt samarbejde, selvom det tit påstå. Derfor har tilhængerne af en grundlovsrevision, som af og til dukker op til overfladen, også særdeles svært ved at argumentere overbevisende for behovet for en grundlovsændring. Og de ændringer, som de typisk forsøger at argumentere for, er generelt til det værre og går mest på at forsøge putte politiske holdninger ind i Grundloven, som ikke hører hjemme der eller at kunne bruge den som et redskab for samfundsforandringer, som den ikke er skabt til.
Det gælder hvad enten vi taler om at udvande de konkrete frihedsrettigheder som Grundloven rummer og tilføje en lang række mere abstrakte menneskerettigheder, som vi allerede er omfattet af på anden vis, eller f.eks indføje særlige hensyn til f.eks. miljø eller etniske minoriteter i Grundloven.
Bag nogen politikeres ønske om en grundlovsrevision ligger også ønsket om at indskrænke monarkens politiske beføjelser. Det ville højst sandsynligt resultere i, at Kongen fremover vil blive reduceret til en rent ceremoniel figur ligesom i det Sverige, som er et politisk forbillede for mange på den danske venstrefløj. Det ville være ahistorisk, og det ville være et brud med den helt centrale pointe med monarkens rolle i Grundloven, at han eller hun er forfatningens vogter. Forstår politikerne for alvor ikke, hvor grænserne for deres beføjelser går, så kan monarken med Grundloven i hånd sikre, at de holder sig inden for de givne rammer
Adskillelse af kirke og stat - som heller ikke på nogen måde er ønskelig - er et andet spørgsmål, hvor der i vores religionsforskrækkede tid vil komme et hårdt pres på i forbindelse med en grundlovsændring, og som også efter min mening ville være et uheldigt brud med dansk historie og tradition og sætte Folkekirken som samfundsbærende institution under pres.
En anden type af argumenter for at ændre går på den utidssvarende sprogbrug, der findes i den. Hvordan skal man kunne vide, at Kongen i virkeligheden betyder regeringen? - og den slags. Heller ikke det er noget godt argument. Danskerne kender principperne i Grundloven og situationen, hvor en helt forudsætningsløs person skal læse Grundloven og forsøge at forstå, hvordan det danske samfund fungerer, den er i realiteten ikke relevant.
Gav man efter for tanken om at modernisere Grundloven ville det åbne for en strøm af forandringer, der ville gøre Grundloven til et helt andet dokument uden de minder om vores historie og forfatningstradition, som den rummer i dag. I det ahistoriske 21. århundrede vil man se det som et mål i sig selv at modernisere Grundlovens formuleringer, så de bliver ”forståelige” og ”tidssvarende”.
Ud ryger uden al tvivl formuleringerne om, at regeringsformen er indskrænket-monarkisk, at Kongen slår mønt, erklærer krig m.m. Selvom man ikke skal have fået mange sekunders indføring i dansk statsret for at kunne forstå, at Kongen og regeringen er det samme i Grundlovens forstand.
Det største problem med Grundlovens nuværende rettigheder er, at flere af dem gang på gang udhules af lovgivning, som er åbenlyst på kant med Grundlovens ånd og bogstav. Dette gælder ikke mindst spørgsmålet om boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed, som ellers begge er krystalklart formuleret i Grundloven. Alligevel bøjes de jævnligt på en måde, som helt sikkert ikke har været grundlovgivernes hensigt. Men det kan ikke klares ved en grundlovsrevision, kun ved at Folketing, regering og domstole tager de rammer alvorligt, som de er sat til at virke inden for.
Hvis man alligevel skal være kritisk overfor de rammer, som Grundloven giver for vores demokrati, så mener jeg godt man kan diskutere om Grundloven i sin nuværende udformning giver politikerne de rigtige incitamenter til at lovgive med grundighed og eftertænksomhed. I den folketingssamling, der nu næsten er afsluttet er der gennemført 223 nye love eller lovændringer.
Masser af store og små ting i det danske samfund er blevet reguleret eller omreguleret. Fra den lange liste kan jeg nævne vigtige spørgsmål som indgreb over for farlige hunde, udendørs hold af svin, lydoptagelse og protokollering i straffesager, samarbejde om krematoriedrift, justeringer af reglerne om campinghytter, vurdering og risikostyring af oversvømmelse fra vandløb og digital indberetning af sprøjtejournaler.
Meget af det – og andre måske lidt større spørgsmål – er der helt sikkert gode begrundelser for. Men alligevel – 223 nye love. Og det er et helt normalt niveau på et folketingsår i vore dage. Er det virkelig sundt for et samfund at få omtrent 1000 nye love på fire år?
En af de vigtige forandringer, der skete med 1953-grundloven var jo Landstingets afskaffelse. Det fungerede i praksis blot som et gummistempel for de beslutninger, som Folketinget havde truffet, men alligevel synes jeg godt man kan føle sig fristet til at ønske sig tilbage til tokammer-systemets tid, hvor lovforslagene i hvert fald var under behandling i noget længere tid og der alene af den grund ikke var plads til så mange. Mon ikke der mangler lidt eftertanke i lovgivningsprocessen i dag? Behøver vi virkelig regulere så meget? Er det hele gennemtænkt nok?
Tanken med Landstinget var helt oprindeligt, at det netop skulle være en konservativ bremse på udviklingen, som forhåbentlig kunne forhindre de værste vildskud. Da man udarbejdede 1953-grundloven var tanken, at folkeafstemninger kunne fungere som den konservative bremse, når man afskaffede Landstinget, men sådan er det aldrig kommet til at gå, undtagen ved EU-afstemninger. ”Lovmøllen maler”, siger man. Men behøver den mølle at køre så hurtigt?
Skal man overveje reformer af den måde, vores demokrati grundlæggende fungerer på, så er det nok snarere de overvejelser, man skal ind i. Men grundlæggende fungerer dansk demokrati jo godt. Der er jævnligt beskrivelser i den offentlige debat af, hvor plat og overfladisk det går for sig, noget af det er bestemt ikke forkert. Men når alt kommer til alt har vi et velfungerende demokrati med en høj valgdeltagelse, en oplyst befolkning, som helt sikkert er bedre end sit rygte – og nogen politikere, som indimellem faktisk også er det.
Det skal vi skønne på, og det skal vi navnlig glæde os over her på grundlovsdag – demokratiets festdag. Tak for ordet.
Grundlovstale i Vesterbrokredsen 5. juni 2010