Noget af det, der kendetegner Frederiksberg er de gamle villakvarterer fra 1800-tallet, som har hver deres særlige identitet. Dem er der ikke så mange tilbage af, og byudviklingen i 60'erne og 70'erne gik hårdt ud over nogle af dem - hvoraf Platanvej nok er det mest skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå, når man blot bygger løs uden hensyntagen til områdets historie og arkitektoniske kvaliteter. Det skulle man tro ikke kunne gentage sig i dag. Men nu trues "kongekvarteret" bag Sdr. Fasanvej og Peter Bangs Vej af Diakonissestiftelsens udbygningsplaner. Diakonissestiftelsen er i de senere år blevet tømt for en lang række offentlige funktioner, og har derfor ondt i pengepungen. Stiftelsens ledelse ønsker tilsyneladende at løse dette problem ved at kapitalisere på stiftelsens store grund og planlægger derfor bl.a. at bygge etageejendomme langs Dronningensvej, hvor man ejer størsteparten af villaerne på nordsiden. Desværre synes man helt at se bort fra, at disse villaer er en del af det sammenhængende kulturmiljø, som består af hele kvarteret med Dronningensvej, Kongensvej, Kronprinsensvej, Arveprinsensvej og Kongens Tværvej, som er domineret af gamle villaer opført i perioden ca. 1880-1900. Ikke blot vil det være til skade for kvarteret, hvis hele eller dele af Dronningensvejs nordside nedrives, det vil også være til skade for hele kommunen, at endnu et af dens gamle villakvarterer delvist må bukke under for "udviklingen". Det forekommer i den forbindelse besynderligt hvis man fuldstændig kan ignorere den nye kommuneplans rammer - kun godt et halvt år efter, at planen blev vedtaget - og blot vedtage en lokalplan, som går i den stik modsatte retning af planens ønske om at sikre kulturmiljøet her. Bedre bliver det bestemt ikke af, at fire af villaerne på den truede side af Dronningensvej er erklæret bevaringsværdige i samme kommuneplan. I en af dem - "Ilias Minde", Dronningensvej 26 - boede digteren Holger Drachmann såmænd i en periode, og han er på mange måder nært knyttet til Frederiksberg, som har en stærk forfatter- og teatertradition, der bl.a. er market med Drachmanns statue ved Allégade. Også af denne grund bør de bevaringsværdige villaer naturligvis bevares, og ønsker Diakonissestiftelsens af bygge nyt på de øvrige grunde, så bør de nye huse have villa-karakter, således at kulturmiljøet i kvarteret og kommuneplanens retningslinjer respekteres.
 
Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 13. juli 2011

Diakonissestiftelsen fattes penge, og har derfor i tæt samarbejde med kommunen påbegyndt en udviklingsproces, hvis formål synes at være at kunne tjene penge på stiftelsens store, meget attraktive grund ved Peter Bangsvej. Der er i den forbindelse grund til at nære stor bekymring for fremtiden for Dronningensvej, hvor Diakonissestiftelsen ejer en lang række bygninger på nordsiden, herunder en del af de gamle villaer, som kendetegner hele kvarteret. Det fremgår klart, at Diakonissestiftelsen ønsker at nedrive en stor del af de nuværende bygninger langs Dronningensvej og erstatte dem med boliger – formentlig etageboliger, da det ellers ville være mere nærliggende at anvende de nuværende bygninger til boligformål. Hvis dette sker, vil det være til markant skade for kvarterets karakter og eksisterende kvaliteter. Hele ”kongekvarteret” med Dronningensvej, Kongensvej, Kronprinsensvej, Arveprinsensvej og Kongens Tværvej er kendetegnet af gamle villaer opført i perioden ca. 1880-1900. Det udgør således et sammenhængende og værdifuldt kulturmiljø, og er da også defineret som sådan i den netop vedtagne kommuneplan, som blev vedtaget af kommunalbestyrelsen for ganske nylig - i november 2010.
Det fremgår af kommuneplanen, at i en del af Frederiksberg Kommune, som er defineret som et kulturmiljø skal man bl.a. sikre bevaring af bebyggelsernes væsentligste, karakteristiske hovedtræk, herunder f.eks. bebyggelsens art og funktion, bebyggelsesform etc. Alene af denne årsag vil det være forkert og i strid med kommunens overordnede planlægningsmæssige retningslinjer at erstatte villabebyggelsen med etageboliger. I det materiale, kommunen og Diakonissestiftelse har udsendt, er argumentationen fuldstændig vendt på hovedet i forhold til fremhævelsen af villakvarteret som et samlet kulturmiljø i kommuneplanen. I materialet tales der om, at ”Villaerne er ikke en integreret del af det øvrige område, men fremstår med hver deres selvstændige identitet.” Men pointen er jo netop, at villaerne langs Dronningensvejs nordside er en del af villakvarteret - som netop kendetegnes ved villaer i mange forskellige stilarter og udtryk - og ikke en del af Diakonissestiftelsens område (om end de ejes af Diakonissestiftelsen). Og sådan skulle det gerne blive ved med at være, også hvis man tager kommuneplanens ord for pålydende, hvad man dog gerne skulle kunne.
I samme nye kommuneplan er fire af villaerne langs Dronningensvejs nordside erklæret bevaringsværdige, og det forekommer derfor mildt sagt besynderligt, at man nu så kort tid efter planens vedtagelse fra kommunens side er åben overfor blot at nedrive dem. I en af disse villaer – ”Ilias Minde”, Dronningensvej 26 - boede digteren Holger Drachmann i en periode, og det er således ikke blot af arkitekturhistorisk, men også kulturhistorisk stor betydning, at villaerne bevares. Drachmann hører tæt sammen med Frederiksberg og den forfatter- og teatertradition, som er en vigtig del af kommunens identitet. Derfor ville en nedrivning af Drachmanns villa og dens omgivelser også være et overgreb mod denne vigtige del af kommunens historie. De bevaringsværdige villaer bør naturligvis bevares, og evt. nybyggeri på de øvrige grunde bør have villa-karakter, således at kulturmiljøet i kvarteret respekteres. De gamle villakvarterer er en vigtig del af Frederiksberg identitet. Dem skal vi passe godt på, sådan som kommuneplanen også klart siger det.
Bragt i Frederiksberg Bladet 28. juni 2011
 

Frederiksberg Kommune er gået i gang med en planlægningsproces for området omkring Rahbeks Allé. Den proces er der grund til at iagttage med stor bekymring. Rahbeks Allé er et af kommunens virkelig fine åndehuller og rummer en række historisk meget værdifulde bygninger, som er en vigtig del af selve Frederiksbergs identitet. To af disse bygninger er desværre i alvorlig grad i skudlinjen i forbindelse med den kommende planlægningsproces, nemlig de smukke gamle villaer Rahbeks Allé 17 og 19. Det er ellers netop disse to villaer, som udgør en meget stor del af Rahbeks Allés særpræg og derfor var det da også yderst fornuftigt og prisværdigt, at begge villaer blev udpeget som bevaringsværdige i den nye kommunplan, som blev vedtaget for så kort tid siden som i november 2010. Men et halvt år er åbenbart lang tid i kommunalpolitik og nu fremgår det af kommunens materiale om området, at kune den ene villa – Rahbeks Allé 17 ”overvejes” bevaret. Det er trist og ærgerligt og rigtig synd for Frederiksberg. Begge villaers facade mod alléen er ellers sluppet forbavsende uspolerede igennem til vore dage, som de ligger med deres fine facader omgivet af store træer og med de gamle vognporte i behold. Ikke mindst nr. 19, villaen Tusculanum, har en meget smuk sen-empirefacade i den tradition, som tidligere prægede de nu forsvundne landsteder i Frederiksberg Allé/Gammel Kongevej-området, som var en vigtig del af Frederiksbergs oprindelige udgangspunkt.  Desværre er det netop den bevaringsværdige villa, som kommunen først og fremmest ønsker at nedrive. I materialet om Rahbeks Allé hævdes det således nu at den er i dårlig stand og der fremføres – kort efter at samme kommune vurderede huset som bevaringsværdigt - det besynderlige argument, at ”det oprindelige hus efter om- og tilbygninger ikke længere er synligt”. Det er simpelthen forkert, hvilket enhver kan forvisse sig om ved at se på gamle billeder af området – eller blot ved at se på husets fine, velbevarede facade. Hvis den ene eller begge villaer nedrives, vil store værdier gå tabt for Frederiksberg. Og det vil – i modsætning til så mange andre uheldige politiske beslutninger - være en beslutning, der ikke står til at ændre. River man vigtige, 150 år gamle huse ned, så mister man noget, som aldrig lader sig genoprette.
Bragt i Frederiksberg Bladet 21. juni 2011

Gennem de senere dage har man i Berlingske kunne læse om det "nye" Aarhus Universitet, hvor en stor del af uddannelserne nu skal have engelske navne. Det gælder bl.a. mit gamle Institut for Statskundskab, som nu skal kaldes for "Department of Public Policy and Administration". Det er et godt eksempel på, at Aarhus Universitet skyder sig selv i foden med sine kunstige engelske navne. Institut for Statskundskab er et hæderkronet institut med en klar identitet, stolte traditioner og en høj faglig profil. Et institut, som iøvrigt aldrig har haft svært ved at hævde sig internationalt, hverken når de studerende skulle studere en periode i udlandet eller arbejde udenfor landets grænser efter overstået kandidatuddannelse. Uddannelsen er kendt og velanskrevet, også i verden omkring os. Men hvem har hørt om et ”Department of Public Policy and Administration”? Ingen. Man skal nu opbygge en identitet på grundlag af et anonymt og udflydende navn, som givetvis ikke er til at skelne fra masser af lignende institutter verden over. Så navneskiftet gavner ingen, men det skader til gengæld vores muligheder for at bevare vores egne akademiske traditioner og det ønske mange af os nærer om at bevare det danske sprog som et levende sprog, der kan anvendes i alle dele af vores samfundsliv, også på de videregående uddannelser.
Bragt i Berlingske 25. marts 2011

I 1990’erne læste jeg på Institut for Statskundskab i Århus. Det var jeg glad for. Det var en god og spændende uddannelse, og det var med en del selvfølelse, vi havde bevidstheden om at blive uddannet i ”Magtens rugekasse”, som man på instituttet mand og mand imellem og i fortrolig tale betegnede sig selv. For statskundskab var noget særligt. Det var den ældste uddannelse af sin art i Danmark med talrige fremtrædende embedsmænd og politikere blandt kandidaterne. Og vi følte – med en vis ret, synes jeg stadig – at netop vores institut gav en højere faglighed og en mere solid ballast end de talrige uddannelser indenfor politik og administration, som senere var opstået i København, Aalborg og Odense med inspiration fra det succesfulde institut i Århus. Altså et institut med en klar identitet, stolte traditioner og en høj faglig profil.
Det skal nu desværre være slut. Institut for Statskundskab i Århus er ikke mere, men er blevet afløst af et kunstprodukt ved navn ”Department of Public Policy and Administration.” De senere års grasserende tendens til at nedtone det danske sprog og vores egne akademiske traditioner i globaliseringens hellige navn har altså nu også ramt Institut for Statskundskab, som det tidligere er sket med bl.a. Handelshøjskolen i København (nu Copenhagen Business School) og Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole (nu LIFE).
Hvorfor må man ikke gå på en uddannelse, som er navngivet på ens modersmål? Hvem gavner det, at man slører sin identitet og lader som om, man er noget internationalt, som i realiteten ikke giver mening? Der har mig bekendt aldrig været vanskeligheder for danske scient.pol’er eller statskundskabsstuderende med at begå sig i den store verden, hverken når de skulle studere en periode i udlandet eller arbejde udenfor landets grænser efter overstået kandidatuddannelse. Uddannelsen er kendt og velanskrevet, også i verden omkring os. Men hvem har hørt om et ”Department of Public Policy and Administration”? Man skal nu opbygge en identitet på grundlag af et anonymt og udflydende navn, som givetvis ikke er til at skelne fra masser af lignende institutter verden over. Det er en Erasmus Montanus-logik, som i virkeligheden afslører en ufattelig provinsialisme.
Det gælder i uddannelsessystemet, som det gælder på alle andre områder: Man er nødt til at have et stærkt nationalt udgangspunkt, hvis man vil drage fordel af globaliseringen frem for blot at blive opslugt af den. Et rodfæstet dansk institut med en klar identitet er langt mere værd end et kunstprodukt, hvor man smykker sig med lånte engelske fjer.
Folketinget har flere gange drøftet behovet for en dansk sprogpolitik, som i særlig grad skal værne om vores sprogs fremtid på de videregående uddannelser. Det behov synes mere påtrængende end nogensinde. Fordi det giver os det stærkeste udgangspunkt, at uddannelse og forskning kan foregå på det sprog, som vi mestrer fuldt ud - dansk. Men også fordi de danske universiteter ikke blot er sat i verden for at klæde danske studerende på til at kunne klare den globale konkurrence. De er i høj grad også kulturbærende institutioner og rammer for udviklingen af den almene dannelse og den danske kultur. Der nytter det altså ikke noget, at man går den forkerte vej og slører sin egen identitet og sine egne traditioner. Det kommer vi kun til at stå svagere af. Og en ting er ihvertfald sikkert: Jeg kommer aldrig til at sige til nogen, at jeg er uddannet fra noget ”Department of Public Policy and Administration.”
Bragt i JP Aarhus 15. marts 2011 

Vi lever i en tid, hvor der er fokus på det ekstreme. Hvor ethvert tabu er til for at blive brudt, og hvor det der kan støde og forarge netop skal vises og ses, siges og høres – ja helst skriges ud, så sarte sjæle for alvor bliver stødt på manchetterne og får udfordret deres ”fordomme”. Frigjorthed er godt, mens tabuer til gengæld er lig med fortrængning og nedgroede negle. Derfor skal alt vises og siges og sex, død, utroskab, druk vælter ud i det offentlige rum i en stor pærevælling. Det, der for få år siden hørte til den mest intime privatsfære, det er nu et offentligt anliggende, må man igen og igen konstatere.
Det seneste eksempel finder man på Experimentarium i Hellerup, som nu har valgt at vise turnéudstillingen ”Body Worlds”, der viser døde mennesker i diverse besynderlige opstillinger, herunder to lig i gang med et samleje og en død mor med sit ligeså døde foster i maven. Udstillingen er en tand mere ekstrem end den lignende ”Bodies”, der blev vist på H.C. Andersen Slottet i Tivoli for et par år siden. Men hvor denne stadig forsøgte at fremstille de udstillede lig i et videnskabeligt skær, så er vi nu et pænt stykke længere ovre i det rene freakshow. Udover at have samleje spiller ligene bl.a. guitar, fodbold og kører rundt i metalbånd. Ikke helt normale aktiviteter for døde mennesker, skulle man mene. Og næppe nødvendigt, hvis hensigten var at fortælle en sober historie om menneskekroppens opbygning.
Når respekten for døde kroppe er reduceret så kraftigt at det opleves som acceptabelt at vise en sådan udstilling, så ligger det i forlængelse af det kulturskred, som vi oplever på mange områder i disse år. Den generelle enighed om, hvad der er moralsk forsvarligt eroderes gradvist, og de fælles kulturbærere i form af navnlig kirken og skolen er hårdt trængt på mange fronter. Den danske tradition er at omgås det afsjælede legeme med respekt og varsomhed og indtil for nylig har det ikke været til diskussion, at skulle døde mennesker noget som helst andet end begraves eller kremeres på værdig vis, så var det for at det skulle tjene et klart videnskabeligt formål.
Kan man ikke bare lade være med at se udstillingen på Experimentarium, hvis man finder den anstødelig? Nej, det kan man faktisk ikke, for gennem de senere uger har alle aviser og andre medier da naturligvis fulgt trop på det store tabubrud og vist billeder af de døde – selvfølgelig først og fremmest de to lig der har samleje med hinanden – for sex og død i kombination må selvfølgelig være den mest slagkraftige tabubryder af dem alle. Og hver gang nogen bryder et tabu, så tilsiger logikken, at der naturligvis vil være nogen, der føler sig foranlediget til at forsøge at overgå dem med endnu mere chokerende og tabubekæmpende afsløringer. Derfor har det en betydning for samfundsmoralen, hvad der foregår, også bagved Experimentariums billetluge. Og derfor er det relevant at diskutere, hvor grænsen egentlig går for, hvad vi skal acceptere at være vidner til om der slet ikke længere er noget, som har bedre af ikke at blive sagt eller udstillet?
 
Bragt som Opinion i Berlingske Tidende 23. januar 2011

I Vesterbro Bladet den 15. december forsøger Jette Holtze og Thomas Warburg at afvise min kritik af, at Vesterbro Lokaludvalg arrangerer guidede ture, der har til formål at fremme fokus på ”Vesterbros jungle af grafitti og gadekunst”. De mener, at gadekunst er ”nødvendig”, uden at det dog står klart, hvori denne nødvendighed skulle bestå. Jeg mener der er to centrale spørgsmål i debatten, som Holtze og Warburg desværre ikke rigtig forholder sig til. Det første er, om det er muligt at skelne mellem lovlig og ulovlig graffiti, og om accept af den lovlige og ”kunstneriske” graffiti er med til at fremme udbredelsen af mere og mere ulovlig graffiti på Vesterbro, som vi har set de senere år. Jeg siger nej, og mener min holdning understøttes af det faktum at Københavns Kommunes kursændring på graffitiområdet de senere år med stigende accept af lovlig og ”kunstnerisk” graffiti har ført til en eksplosion i mængden af ulovlig graffiti i alle københavnske bydele. Det andet spørgsmål er, om graffiti fører til et mere utrygt bymiljø og trækker mere svineri og i yderste konsekvens kriminalitet med sig. Det er der gennemført ret seriøse videnskabelige studier af navnlig i USA, som entydigt peger i den retning, og hvorfor skulle det være anderledes på Vesterbro? Jeg mener også det siger sig selv, at navnlig mindre ressourcestærke beboere bliver bange for at færdes i et offentligt rum, hvor jungleloven råder og man frit kan tilsvine andre menneskers facader, gadeinventar m.m. Et bymiljø, som alle ikke føler sig trygge ved at færdes i synes jeg i hvert fald ikke er noget at stræbe efter. Jeg forstår godt, at Holtze og Warburg i deres indlæg tydeligt forsøger at nedtone graffitien og forklarer, at det skam lige så meget handler om ”perleplader, klistremærker og tyndt, forgængeligt papir”, men det er nok en lovlig nem måde at slippe om ved det problem, som de fleste nok vil være enig med mig i, at graffitien udgør på Vesterbro. Glorificering af graffiti er og bliver derfor en rigtig dårlig idé. Også selvom den blandes sammen med perleplader og papir.
Bragt i Vesterbro Bladet 27. december 2010

Som man også har kunnet læse i Vesterbro Bladet tilbyder Vesterbro Lokaludvalg i denne tid guidede ture til ”Vesterbros jungle af grafitti og gadekunst” med det formål at gøre opmærksom på den ”kreative stenbro” som udmønter sig i ”smuk, skæv og tankevækkende gadekunst”, som lokaludvalget så malerisk beskriver det. Med den indstilling skal man i hvert fald nok opnå at få endnu mere graffiti i den allerede godt og grundigt tilmalede bydel. At Vesterbro Lokaludvalg på den måde legitimerer graffitimaleres udfoldelser synes jeg ikke er i orden. Det er faktisk ulovligt at tilsvine andre menneskers bygninger med graffiti, og langt hovedparten af graffitien forgrimmer byen voldsomt. Smukke gamle bygninger, hvor beboerne måske lige har brugt en formue på at istandsætte facaden, bliver hyppigt malet til med ”tags” og andre udtryksformer, som forringer alle andre Vesterbro-borgeres daglige omgivelser. Det er formentlig de færreste - også i Vesterbro Lokaludvalg - der er tilhængere at grimme og ligegyldige tags, men erfaringerne viser faktisk, at det ikke rigtig går at skelne mellem ”grim” og ”kunstnerisk” graffiti. Da Københavns Kommune for godt ti år siden indførte nul-tolerance overfor graffiti reducerede det på kort tid mængden af graffiti i bybilledet med 40 pct. Den linje er siden blevet forladt, og man har i stedet forsøgt sig med en større tolerance overfor graffiti og en insisteren på, at – i hvert fald en del af - graffitien udgør et positivt kunstnerisk bidrag til bybilledet. Tallene taler deres tydelige sprog om denne linjes fallit. For nogen måneder sider blev det offentliggjort, at mængden af graffiti i København på bare fem år er blevet tredoblet, og at væksten i dag reelt er ude af kontrol. Det viser klart, at en skelnen mellem forskellige former for graffiti er meningsløs, og at den altdominerende grimme og ulovlige graffiti breder sig som en steppebrand i ly af tolerancen over for de minimale indslag af kunst, som graffitimiljøet angiveligt skulle rumme. Udover den almindelige forgrimmelse af bymiljøet har graffitien også en mere alvorlig side, fordi den meget ofte hænger tæt sammen med fremvæksten af andre former for kriminalitet. Det viser bl.a. amerikansk forskning, som til gengæld også peger på, at er man hurtig og konsekvent med at komme graffiti til livs, så kan man på længere sigt effektivt bekæmpe den og ligeledes de andre typer af kriminalitet i form af vold, narkohandel, indbrud m.m., som meget ofte er dens følgesvend (Broken Windows-teorien). Danske mediers dækning af bandemiljøet i København har også peget på, at der er en sammenhæng mellem det og de forskellige organiserede ”graffiticrews”, som efter alt at dømme tegner sig for en væsentlig del af graffitien på bl.a. Vesterbro. I USA er sammenhængen mellem graffiti og bandekriminalitet almindeligt anerkendt, og meget tyder på, at vi nu oplever det samme i Danmark, hvor stigningen i både graffitiens og bandekriminalitetens hærgen i øjeblikket går hånd i hånd. I den lidt lettere genre skaber graffiti et utrygt bymiljø, hvor bl.a. mange ældre bliver bange for at færdes, og hvor der opstår en generel ligegyldighed overfor omgivelserne som fører til mere affald og svineri i gaderne, hvilket igen giver færre mennesker lyst til at opholde sig i det offentlige rum, hvor vi gerne alle sammen skulle føle os velkomne. Vesterbro Lokaludvalg skulle derfor hellere tænke på bydelens trivsel og undgå at glorificere væksten i graffitien, som i sidste ende bestemt ikke er i Vesterbros interesse.

Bragt i Vesterbro Bladet 8. december 2010

Det er egentlig skæbnens ironi, at Det Konservative Folkeparti netop i øjeblikket tilsyneladende befinder sig i en stemning af krise og manglende vælgeropbakning. For mangt og meget i tiden passer perfekt til de konservative grundholdninger, og der er næppe tvivl om, at mange danskere i disse år netop efterspørger den kombination af personlig frihed og et stærkt nationalt fællesskab, byggende på vores historiske rødder, som hører til den inderste kerne i konservatismen. Sådan har det langtfra altid været.  Går man tilbage til 1990’erne, var tidsånden en ganske anden, og der blev stillet store spørgsmålstegn ved begreber som nationalitet, kultur og tro.
Tanken om, at dybe århundredgamle kulturelle og nationale skillelinjer kan forsvinde, at tro og værdier kan afløses af rationalitet og hele forestillingen om, at mennesket gradvist bliver mere godt og civiliseret med hjælp fra neutrale økonomiske og videnskabelige systemer, er ganske fremmed for den konservative. Uden et fælles kulturelt og værdimæssigt grundlag – en stærk sammenhængskraft - falder et samfund fra hinanden, tillid bliver afløst af mistillid, åbenhed af lukkethed, fordomsfrihed af fordomme, og fredelig sameksistens af hyppige konflikter.
Konservatismen tager således frem for noget sit udgangspunkt i nationalstaten og ser det nationale fællesskab som det centrale af en række før-politiske naturlige fællesskaber, som forpligter mennesker overfor hinanden. I virkeligheden lader det sig efter konservativ opfattelse kun gøre at skabe et velfungerende samfund på basis af et nationalt fællesskab. Fordi vi som danskere har fælles historie, kultur og religiøst fundament, så har vi også været i stand til at skabe et af verdens mest velfungerende, trygge og rige samfund. Jo mere et folk forstår de samme kulturelle koder, jo større er tilliden og jo mere er man interesserede i at hjælpe og støtte hinanden. Jo længere en historie, et land har, jo ældre og mere rodfæstede, dets centrale institutioner er, jo bedre fungerer samfundet i virkeligheden og jo sundere en ramme giver det for det enkelte menneskes personlige liv. Derfor giver det traditionelle konservative mantra ”Gud, konge og fædreland” stadig dyb mening i dag, fordi det kort og fyndigt udtrykker det historiske og kulturelle grundlag, som er vores. Den konservative treenighed består af vores evangelisk-lutherske tro, som - uanset om den enkelte dansker opfatter sig selv som personligt troende eller ej - er det centrale grundlag for vores kultur, traditioner og moral, vores kongehus, der om noget personificerer vores fælles håb og erfaringer og udgør omdrejningspunktet for vores forfatning og styreform samt selve vores land, hvis historiske erfaringer, sprog og natur på mange måder er definerende for den enkelte dansker. Ikke blot som en vis følelsesmæssig forbundethed med det danske og med vores lille plet på verdenskortet, men som en sjælelig samhørighed, et konkret og uafviseligt udgangspunkt for selve menneskelivet. De værdier, der knytter sig til denne treenighed, vil altid være konservativt hjerteblod.
I det hele taget er den konservative jo optaget af at bevare traditionelle værdier - konservatisme kommer af det latinske conservare, at bevare. Men udtrykket misforstås ofte i debatten, hvor mange tror at konservatisme handler om at bevare alt, hvad der kan betegnes som bestående i samfundet. Selv nogen konservative mener, at konservatisme blot er en ”arbejdsmetode”, hvor man relativt lidenskabsløst tager udgangspunkt i det bestående samfund og forsøger at bevæge det henimod... Ja – henimod hvad? For at kunne føre politik, er man nødt til at opstille nogle pejlemærker for samfundsudviklingen - en foretrukken samfundsmodel, så at sige. Mange elementer af vores dages samfund er ikke i overensstemmelse med konservativ samfundsopfattelse – heller ikke selvom de snart har mange år på bagen - fordi de mere eller mindre direkte modarbejder de naturlige fællesskaber i form af navnlig fædrelandet og familien, som efter konservativ opfattelse skaber det mest velfungerende grundlag for et samfund og for det enkelte menneskes tilværelse. Mange af de forpligtelser, som det enkelte menneske selv bør påtage sig eller bør bistå sine nærmeste med, er i dag afløst af offentlige velfærdstilbud, hvoraf navnlig den voldsomme vækst i antallet af personer på overførselsindkomster i virkeligheden undergraver snarere end styrker samfundets sammenhængskraft. Gennem den lette adgang til indtægter fra det offentlige risikerer man, at det enkelte menneske fratages det grundlæggende sunde incitament til at forbedre sin egen situation og til at være med til at sørge for sine nærmeste. Derfor er det en indlysende konservativ opgave markant at begrænse antallet af personer på overførselsindkomster og i stedet at fokusere på de centrale offentlige opgaver i form af et velfungerende sundhedsvæsen, uddannelsessystem, ældreomsorg m.m. Samtidig er de voldsomt tyngende skatter for at finansiere de stærkt stigende offentlige udgifter en belastning for familiernes muligheder for selv at kunne tilrettelægge deres liv, som de nu ønsker, hvilket er en central årsag til, at lavere skatter altid har stået højt på den konservative ønskeseddel.
                             Forfatteren C.S. Lewis har engang sagt noget i retning af, at hvis man befinder sig på den forkerte vej er det ikke noget fremskridt at fortsætte ud af vejen. Så er det til gengæld et fremskridt at gå tilbage og finde ud af, hvor man gik galt. Det er på mange måder et godt billede på, hvor det danske samfund står i dag.
Gennem de senere måneder har der været stor medieopmærksomhed om Det Konservative Folkepartis dårlige opinionstal. En krisesituation bør altid benyttes til at kigge fremad og vurdere, hvad der kan gøres bedre, og hvordan man kan komme styrket ud af krisen. For Det Konservative Folkeparti handler udfordringen først og fremmest om at synliggøre, hvad partiet står for og hvem partiet ønsker at appellere til. Der vil givetvis være meget at hente ved at søge tilbage til og klargøre partiets holdningsmæssige rødder, som mange danskere stadig givetvis vil kunne identificere sig med. Konservatismen har altid hvilet på to stærke fundamenter – individet og fællesskabet. Gennem de senere år har den mere individorienterede – eller liberale – del af det konservative tankegods været i højsædet, bl.a. i argumentationen for den vigtige og forholdsvis succesfulde kamp for skattelettelser og for sikring af bedre vilkår for erhvervslivet. Men den del af den konservative identitet, som handler om at sikre det nationale fællesskab og et samfund med en stærk sammenhængskraft, den er til gengæld blevet forsømt. Det er formentlig derfor, Det Konservative Folkeparti endnu ikke har kunnet profitere af at vi egentlig befinder osg i en konservativ tidsalder. Den dagsorden har en mere følelsesmæssig karakter og er ikke helt så let at omsætte i praktisk politik, selvom det sagtens kan lade sig gøre. Den rækker langt ind i uddannelsespolitikken, socialpolitikken, integrationspolitikken, miljøpolitikken, kulturpolitikken og flere andre politikområder. Her er der brug for en sammenhængende konservativ politik, der fokuserer på bevarelsen af vores nationale sammenhængskraft og de værdier, der binder os sammen som folk. At hævde - som nogen af og til gør – at Dansk Folkeparti er ”løbet” med den dagsorden, er defensivt og selvudslettende. Dansk Folkeparti har taget dele af den traditionelle nationale dagsorden og parret den med socialdemokratisme i et underligt mix, som hverken er fugl eller fisk, som på ingen måde kan erstatte en sand konservativ national dagsorden med udspring i partiets inderste holdningsmæssige rødder. Den er med rette efterspurgt af mange sande borgerlige vælgere.
 
Bragt i KF-bladet, medlemsblad for Konservative i København. September 2010
 
 
 

Det er helt ude af proportioner, når Sine Heltberg i Frederiksberg Bladet den 12. oktober skriver at kælkeglade familier til vinter må gå ”skuffet hjem”, fordi Slots og Ejendomsstyrelsen har genetableret beplantningen på terrasserne op mod Frederiksberg Slot. Frederiksberg Have rummer fortsat mange glimrende kælkemuligheder for små og store, ikke mindst den lange bakke nedenfor Apistemplet. At kælke ned af de stejle terrasser foran slottet var en særdeles halsbrækkende affære, som har affødt mange uheld og forslåede lemmer.  Så det er meget fornuftigt at Slots- og Ejendomsstyrelsen nu som led i den løbende renovering af Frederiksberg Have også her har benyttet anledningen til at genskabe elementer af havens tidligere udsmykning her. Det skal de have tak og ikke bebrejdelser for. Styrelsens fine arbejde med haven skaber løbende en smukkere og mere spændende Frederiksberg Have med masser af muligheder for aktiviteter på alle årstider.
Bragt i Frederiksberg Bladet 19. oktober 2010

Critique er et årsskrift, der udgives af Konservative Studenter på Aarhus Universitet, og som netop er udkommet med sit 3. nummer. Formålet er at bidrage til den konservative idédebat og kulturkamp, og dets 12 artikler spænder igen i år over en lang række interessante politiske, kulturelle og historiske emner. Det er et flot og anbefalelsesværdigt stykke arbejde, og det må hilses velkommen, at nogen forsøger at hæve blikket og levere et overordnet idépolitisk og historisk perspektiv på konservatismen. I dette års udgave kan man bl.a. læse om så forskellige temaer som Lene Espersens konservative værdier, Jan Lindhardt beskrive, hvorfor kirke og stat ikke bør adskilles i Danmark og Anders Orris vurdere Poul Schlüters regeringsperiode. Desuden bliver vi præsenteret for en spændende skare af kulturelle og litterære skikkelser som Nietzsche, Harald Nielsen og C.S. Lewis og deres betydning for konservatismens idéudvikling. Af lokal interesse kan desuden være overtegnedes egen artikel om Aksel Møller nationale og sociale konservatisme og hans arv til dansk konservatisme af i dag.
Critique 2010, 180 sider, 100 kr. Kan bestilles på www.critique.ksaa.dk
Bragt i Lindebladet nr. 2. Oktober 2010
 

I JP den 8.8. fremkommer Bjarke Jensen med en række indvendinger imod mit indlæg om vigtigheden af fortsat at sikre folkekirken en rolle i folkeskolen. Han giver udtryk for den opfattelse, at mange lader sig konfirmere af hensyn til gaverne og at den kristne kultur derfor ikke betyder noget for danskerne mere. Uden at ville gå nærmere ind i den debat må jeg da lige præcisere overfor Bjarke Jensen, at det centrale i mit indlæg ikke så meget var den enkeltes tro eller ikke tro, men vigtigheden af, at børnene får en klar bevidsthed og grundig viden om kristendommen, som gennem mere end 100 år har været altafgørende for dansk kultur, normer og samfundsudvikling på en lang række områder. Det bringer mig til den centrale anledning til at svare på Bjarke Jensens læserbrev, nemlig hans (mis)forståelse af konservatismen. Han mener, konservatisme må gå ud på at sikre det enkelte menneske frihed fra samfundsmæssige begrænsninger. Den ideologi, han her taler om, hedder imidlertid liberalisme, og den adskiller sig på en række punkter afgørende fra konservatisme. Konservatisme kommer af det latinske conservare, som betyder at bevare. Det den konservative vil bevare, er først og fremmest en række af de traditionelle fælles værdier i samfundet, som netop er med til at skabe den sammenhængskraft, Bjarke Jensen vrænger så kraftigt af. Kristendommen og den kristne kultur hører her til lands til de mest centrale af disse værdier, og kristendommen er desuden forudsætningen for væsentlige dele af det konservative samfunds- og menneskesyn. Derfor bør han ikke undre sig over, at en konservativ folketingskandidat finder dette betydningsfuldt.
Bragt i Jyllands-Posten 18. august 2010

I WA 30.7 følger Aksel Bolvig op på diskussionen om, hvad der evt. skal erstatte Istedløven på Søren Kierkegaards Plads og i modsætning til Jesper Vind Jensen ser han gerne et moderne kunstværk på stedet. Det synes dog ikke umiddelbart at være det, der fra Kulturministeriets side lægges op til. Ministeriet udskrev for nogle måneder siden en lille idékonkurrence om et nyt monument til stedet, hvor man ønskede et monument, som kan ”understrege og skabe opmærksomhed om de historiske omgivelser” og det blev nævnt som en mulighed, at der kunne være tale om værker, der er placeret andre og mindre oplagte offentlige steder.
Skal man tage ministeriet på ordet, er der et monument, der faktisk godt kunne fungere på stedet, og som vi godt kunne få lidt frem i lyset igen. Gemt og glemt på en bakke i Østre Anlæg, omgivet af høje træer, der helt skjuler det undtagen om vinteren, står Danmarksmonumentet, som er et gigantisk historicistisk udstyrsstykke, oprindelig skabt af billedhuggeren Louis Hasselriis til forpladsen foran Statens Museum for Kunst. Det er en hyldest til Mor Danmark, der afbildes som en germansk skjoldmø dekoreret med talrige nationale symboler som udover skjoldet med rigsvåbnets tre løver tæller et dragtspænde fra bronzealderen, Dagmarkorset fra middelalderen og et stort guldhorn fra ældre germansk jernalder. Monumentet er udført til minde Christian IX og Dronning Louises guldbryllup i 1892 og bærer på søjlen under Mor Danmark bronzeportrætter af kongeparrets børn og svigerbørn. Længere nede mod jorden holder hele tre bronzeløver vagt.
Da Danmarksmonumentet i 1919 blev fjernet fra sin oprindelige placering og sat i skammekrogen i Østre Anlæg, var historicismen netop gået af mode og som det så ofte sker, så man den umiddelbare fortids kunstneriske udtryk som ekstremt smagløse. I dag ser vi noget anderledes på det. Historicismen anerkendes igen som en kunst- og arkitekturhistorisk periode med en egen værdi og dens mange sjove og hyggelige udtryk er mange steder igen kommet til ære og værdighed. Måske var det på tide, at det også skete for Danmarksmonumentet, som også besidder en lidt klodset hygge og charme med sin vildt fabulerende nationalisme? Vi ejer ingen monumenter, der bare tilnærmelsesvis minder om det, men skal til Tyskland og Frankrig for at finde monumenter, der vil kunne vedkende sig et slægtskab med det. Det er vort mest markante eksempel på den dyrkelse af det historiske og det nationale, som kendetegnede historicismen. Alene det burde være et godt argument for, at det skal trækkes lidt frem i lyset igen, så vi kan få det at se og enten glædes eller gyse over det, alt efter smag og behag.
Monumentet er stort og voldsomt og vil de fleste steder være svært at placere ind i en bymæssig sammenhæng. Men netop på den usammenhængende og forblæste Søren Kierkegaards Plads kunne det nok godt fungere. Det vil måske endda gøre pladsen til et sjovere og rarere sted at opholde sig. Og tilmed vil dets bronzeløver minde os en lille smule om den – langt flottere – bronzeløve – som vi desværre valgte at sende i landflygtighed i Tyskland.  
 
Bragt i Weekendavisen 6. august 2010

Den danske folkekirketradition er under pres fra mange sider i disse år. Et af de områder, hvor presset er stærkest, er på den traditionelle relation mellem folkeskolen og folkekirken – to af de helt centrale institutioner i forhold til at sikre det danske samfunds sammenhængskraft. Traditionelt har der været en tæt sammenhæng mellem folkekirken og folkeskolen, helt i tråd med folkekirkens grundlovssikrede fortrinsstilling. Det er i folkeskoleårene, man får dannet sit grundlæggende verdensbillede og får indpodet de kulturelle værdier, som man gerne skulle kunne leve på resten af livet. Her bør kristendommen spille en stor rolle. Ikke som forkyndelse, men som en besindelse på, at den danske kultur er kristent funderet og at en stor del af vores normsæt og samfundsliv bygger på kristen tankegang.
Slemt vil det gå, hvis den nuværende opposition kommer til magten. De ønsker at forbyde skoler at bede morgenbøn og vil have faget kristendomskundskab omdøbt til religion. Det er forkert, at man fra statsmagtens side vil blande sig i den enkelte skoles ret til selv at bestemme, om man vil bede morgenbøn eller ej. At omdøbe kristendomskundskab til religion er et forsøg på at nedtone kristendommens betydning i undervisningen, som sender et helt forkert signal om, hvad der er vigtigt for børn i folkeskolealderen, etnisk danske eller ej. De bør alle have en solid viden om vore kristne rødder, så kan de altid senere supplere med viden om andre religioner. Men det kristne, det er nu engang vores fundament. Det bør alle folkeskoleelever kende til.
Også i kommunerne er der en latent konflikt mellem kirke og skole, hvor det der for bare få år siden føltes som en helt selvfølgelig del af det danske samfunds funktioner, nu er til debat. Kampen står navnlig om mulighederne for at lægge konfirmationsforberedelsen om morgenen, hvor den traditionelt har ligget og hvor eleverne er mest friske og indlæringsparate. Vi taler kun om to skoletimer om ugen i et enkelt ud af ni år i folkeskolen. Men mange steder ses det nu pludselig som et problem, senest i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor skolelærerne har kæmpet en indædt kamp for at fjerne konfirmationsforberedelsen fra morgentimerne. At flytte konfirmationsforberedelsen til om eftermiddagen givetvis føre til færre konfirmander, fordi fritidsarbejde, kammerater og masser af andre ting også fylder hovederne på de unge.
For det danske samfund er det en trist udvikling. Når folkekirken taber terræn, så taber vores samfund sammenhængskraft og det truer i sidste ende også folkeskolen, som også er en vigtig del af vores fælles samfundsmæssige grundlag. Det burde bekymre folkeskolelærerne en del mere end en kortsigtet kamp for deres egne fags snævre interesser.  
Bragt i Jyllands-Posten 1. august 2010

I 2008 fik menighedsrådet ved Holmens Kirke en vanvittig idé med at ville bygge et menighedshus midt i det fine kulturmiljø omkring kirken. Det blev heldigvis stoppet i sidste øjeblik af Kulturarvstyrelsen, og hullet til huset, der allerede var gravet i græsplænen på den gamle kirkegård, blev dækket til igen. Men på det sted, hvor huset skulle være bygget, stod tidligere det store monument over biskop Bruun Juul Fog (1819-1896), en af 1800-tallets meget betydelige gejstlige. Det imponerende monument med hyldest til biskoppen og laurbærkrans i bronze, som øverst krones af hans store portrætbuste, har siden 2008 stået tilfældigt stillet til side langs muren til kirkens lange gravkapel, skilt ad i tre dele. Men det er et af Københavns markante historiske monumenter og en vigtig del af miljøet omkring Holmens Kirke. Man må derfor håbe, at kirken snart får rettet op på denne sidste påmindelse om de uheldige byggeplaner og genopstiller det fine monument på sin tidligere placering.
Bragt i Berlingske Tidende den 24. juli 2010

I Danmark er vi jo gode til mange ting, men en ting, vi faktisk ikke er så gode til, det er at fejre nationaldag. Hvis man har oplevet en 17. maj i Norge med kæmpe optog med glade nordmænd i folkedragter med massevis af norske flag eller en 14. juli i Frankrig med gigantiske militærparader og fransk gloire, så ved man, at der kan gøres betydeligt mere ud af en nationaldag, end vi plejer at gøre ud af vores grundlovsdag.
 
Som konservative sætter vi dog stor pris på at fejre grundlovsdag på vores lidt mere stilfærdige måde, men jeg har egentlig altid syntes, der her i landet generelt bliver gjort for lidt ud af at fejre vores demokrati og vores frihedsrettigheder den 5. juni. Grundlovsdag er jo demokratiets og frihedsrettighedernes festdag.
 
Faktisk er det jo også traditionelt primært de borgerlige, der holder fejringen af Grundloven i hævd, mens venstre side af det politiske spektrum altid har set på Grundloven med en vis skepsis og har gjort meget mere ud af at fejre 1. maj, som jo traditionelt er en enkelt klasses – arbejderklassens – fejring af sig selv og deres politiske resultater, mens Grundloven jo er for alle danskere og garanterer den enkelte danskere konkrete, individuelle rettigheder – den personlige frihed, boligens ukrænkelighed, ejendomsrettens ukrænkelighed, næringsfriheden, trykkefriheden, forsamlingsfriheden samt religionsfriheden.
 
Når der har været den forskel i hvor meget vægt de forskellige fløje har lagt på Grundloven, så skal forklaringen findes i, at Grundloven netop tager udgangspunkt i individet og ikke i rettigheder eller interesser for klasser eller andre grupper af danskere. Grundloven sikrer balancen mellem den politiske og den individuelle frihed. Mellem mulighederne for at træffe beslutninger, der har konsekvenser for andre mennesker og beskyttelsen af individets rettigheder. I et demokrati vil der altid være en spænding mellem flertallets ret til at bestemme og den enkeltes ret til at bestemme over sig selv.
 
Grundloven holder flertallet på plads og sikrer den enkelte en række basale rettigheder. Og det er nok netop det, der traditionelt har været en torn i øjet på venstrefløjen, at Grundloven sætter begrænsninger på den politiske magt og balancerer den i forhold til andre magtcentre.
 
Der er noget meget konservativt, men også noget almenmenneskeligt og værdifuldt i den balance i vores grundlov – mellem individet og staten, hvor individets grundlovssikrede rettigheder altid kommer først, og hvor grundlaget er skabt for et samfund af frie individer i et stærkt fællesskab.
 
Det er netop også på de områder, at vi også skal være varsomme med den udvikling, vores samfund tager i disse år, hvor der er minoriteter i samfundet, der ønsker særrettigheder, som kun gælder for dem. Det er stadig på relativt små områder, vi oplever det, men udviklingen i andre europæiske lande viser, at det nok kun er et spørgsmål om tid, før kravet kommer langt stærkere og på mere vitale områder også herhjemme. For et par måneder siden var der tre vist ret naive professorer, der slog til lyd for, at man i det danske retssystem skulle åbne for elementer af sharia. Uanset hensigten er det vigtigt at holde fast i, at den slags skal vi ikke have herhjemme, det vil være i modstrid med nogen af de mest centrale værdier vores samfund og også i modstrid med hele ånden i Grundloven. Vi skal holde fast i en national enhedskultur og de principper, der hører til den, og det kan vi også godt.
 
Men pointen er jo ellers netop, at Grundloven kun er en ramme, og ikke selve politikkens indhold. Inden for den ramme kan alle arbejde for de synspunkter, som de nu engang har, og det er netop en forfatnings opgave. Netop derfor bør alle danskere fejre vores grundlov uden forbehold, men der er da ingen tvivl om, at navnlig vi som konservative bør holde Grundloven højt i hævd. For Grundloven hører jo til de nationale symboler, som vi står vagt om, og den er jo også den forfatningsmæssige ramme for en række af de institutioner, vi konservative sætter højest – ikke mindst vores kongehus, vores kirke og vores folkestyre.
 
Vores grundlov er en ældre, men velfungerende dame, og dem skal man efter min mening behandle med respekt og passe godt på. Den har efterhånden mange år på bagen, det er 161 år siden, vi fik den første i 1849 og 57 år siden, vi fik vores nuværende grundlov i 1953. Men faktisk er to tredjedele af Grundloven uændret siden 1849, så man må sige, at den har bevist en fantastisk lang holdbarhed.
 
Der er simpelthen ingen politiske behov eller samfundsmæssige udfordringer, som ikke har kunnet håndteres inden for Grundlovens rammer i nu mere end 57 år, heller ikke den stigende grad af internationalt samarbejde, selvom det tit påstå. Derfor har tilhængerne af en grundlovsrevision, som af og til dukker op til overfladen, også særdeles svært ved at argumentere overbevisende for behovet for en grundlovsændring. Og de ændringer, som de typisk forsøger at argumentere for, er generelt til det værre og går mest på at forsøge putte politiske holdninger ind i Grundloven, som ikke hører hjemme der eller at kunne bruge den som et redskab for samfundsforandringer, som den ikke er skabt til.
 
Det gælder hvad enten vi taler om at udvande de konkrete frihedsrettigheder som Grundloven rummer og tilføje en lang række mere abstrakte menneskerettigheder, som vi allerede er omfattet af på anden vis, eller f.eks indføje særlige hensyn til f.eks. miljø eller etniske minoriteter i Grundloven.
 
Bag nogen politikeres ønske om en grundlovsrevision ligger også ønsket om at indskrænke monarkens politiske beføjelser. Det ville højst sandsynligt resultere i, at Kongen fremover vil blive reduceret til en rent ceremoniel figur ligesom i det Sverige, som er et politisk forbillede for mange på den danske venstrefløj. Det ville være ahistorisk, og det ville være et brud med den helt centrale pointe med monarkens rolle i Grundloven, at han eller hun er forfatningens vogter. Forstår politikerne for alvor ikke, hvor grænserne for deres beføjelser går, så kan monarken med Grundloven i hånd sikre, at de holder sig inden for de givne rammer
 
Adskillelse af kirke og stat - som heller ikke på nogen måde er ønskelig - er et andet spørgsmål, hvor der i vores religionsforskrækkede tid vil komme et hårdt pres på i forbindelse med en grundlovsændring, og som også efter min mening ville være et uheldigt brud med dansk historie og tradition og sætte Folkekirken som samfundsbærende institution under pres.
 
En anden type af argumenter for at ændre går på den utidssvarende sprogbrug, der findes i den. Hvordan skal man kunne vide, at Kongen i virkeligheden betyder regeringen? - og den slags. Heller ikke det er noget godt argument. Danskerne kender principperne i Grundloven og situationen, hvor en helt forudsætningsløs person skal læse Grundloven og forsøge at forstå, hvordan det danske samfund fungerer, den er i realiteten ikke relevant.
 
Gav man efter for tanken om at modernisere Grundloven ville det åbne for en strøm af forandringer, der ville gøre Grundloven til et helt andet dokument uden de minder om vores historie og forfatningstradition, som den rummer i dag. I det ahistoriske 21. århundrede vil man se det som et mål i sig selv at modernisere Grundlovens formuleringer, så de bliver ”forståelige” og ”tidssvarende”.
 
Ud ryger uden al tvivl formuleringerne om, at regeringsformen er indskrænket-monarkisk, at Kongen slår mønt, erklærer krig m.m. Selvom man ikke skal have fået mange sekunders indføring i dansk statsret for at kunne forstå, at Kongen og regeringen er det samme i Grundlovens forstand.
 
Det største problem med Grundlovens nuværende rettigheder er, at flere af dem gang på gang udhules af lovgivning, som er åbenlyst på kant med Grundlovens ånd og bogstav. Dette gælder ikke mindst spørgsmålet om boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed, som ellers begge er krystalklart formuleret i Grundloven. Alligevel bøjes de jævnligt på en måde, som helt sikkert ikke har været grundlovgivernes hensigt. Men det kan ikke klares ved en grundlovsrevision, kun ved at Folketing, regering og domstole tager de rammer alvorligt, som de er sat til at virke inden for.
 
Hvis man alligevel skal være kritisk overfor de rammer, som Grundloven giver for vores demokrati, så mener jeg godt man kan diskutere om Grundloven i sin nuværende udformning giver politikerne de rigtige incitamenter til at lovgive med grundighed og eftertænksomhed. I den folketingssamling, der nu næsten er afsluttet er der gennemført 223 nye love eller lovændringer.
 
Masser af store og små ting i det danske samfund er blevet reguleret eller omreguleret. Fra den lange liste kan jeg nævne vigtige spørgsmål som indgreb over for farlige hunde, udendørs hold af svin, lydoptagelse og protokollering i straffesager, samarbejde om krematoriedrift, justeringer af reglerne om campinghytter, vurdering og risikostyring af oversvømmelse fra vandløb og digital indberetning af sprøjtejournaler.
 
Meget af det – og andre måske lidt større spørgsmål – er der helt sikkert gode begrundelser for. Men alligevel – 223 nye love. Og det er et helt normalt niveau på et folketingsår i vore dage. Er det virkelig sundt for et samfund at få omtrent 1000 nye love på fire år?
 
En af de vigtige forandringer, der skete med 1953-grundloven var jo Landstingets afskaffelse. Det fungerede i praksis blot som et gummistempel for de beslutninger, som Folketinget havde truffet, men alligevel synes jeg godt man kan føle sig fristet til at ønske sig tilbage til tokammer-systemets tid, hvor lovforslagene i hvert fald var under behandling i noget længere tid og der alene af den grund ikke var plads til så mange. Mon ikke der mangler lidt eftertanke i lovgivningsprocessen i dag? Behøver vi virkelig regulere så meget? Er det hele gennemtænkt nok?
 
Tanken med Landstinget var helt oprindeligt, at det netop skulle være en konservativ bremse på udviklingen, som forhåbentlig kunne forhindre de værste vildskud. Da man udarbejdede 1953-grundloven var tanken, at folkeafstemninger kunne fungere som den konservative bremse, når man afskaffede Landstinget, men sådan er det aldrig kommet til at gå, undtagen ved EU-afstemninger. ”Lovmøllen maler”, siger man. Men behøver den mølle at køre så hurtigt?
 
Skal man overveje reformer af den måde, vores demokrati grundlæggende fungerer på, så er det nok snarere de overvejelser, man skal ind i. Men grundlæggende fungerer dansk demokrati jo godt. Der er jævnligt beskrivelser i den offentlige debat af, hvor plat og overfladisk det går for sig, noget af det er bestemt ikke forkert. Men når alt kommer til alt har vi et velfungerende demokrati med en høj valgdeltagelse, en oplyst befolkning, som helt sikkert er bedre end sit rygte – og nogen politikere, som indimellem faktisk også er det.
 
Det skal vi skønne på, og det skal vi navnlig glæde os over her på grundlovsdag – demokratiets festdag. Tak for ordet.

Grundlovstale i Vesterbrokredsen 5. juni 2010
 

Gennem de seneste uger har der været en del debat i Frederiksberg Bladet om anlæggelse af cykelstier på Frederiksberg Allé. Jeg cykler meget på allén og synes generelt cykelstier er en god ting, men der er efter min mening rigtig mange andre steder, hvor det er mere påkrævet at anlægge dem end netop her. Trafikken på Frederiksberg Allé er i reglen af ret behersket omfang (også cykeltrafikken), alléen er helt lige og oversigtsforholdene er rigtig gode fordi der er de brede fortove. Det er f.eks. langt mere påkrævet at få skabt mere sikre forhold for cyklister på den resterende del af H.C. Ørstedsvej som mangler cykelstier, men der er også mange andre steder, som er mere farlige for cyklister end Frederiksberg Allé. Det gælder f.eks. Vodroffsvej, som mange børn benytter som skolevej, og hvor man måske tilmed kunne opnå den positive sideeffekt, at cyklisterne blev ledt denne vej og væk fra stien langs Sankt Jørgens Sø, hvor Københavns Kommune desværre har givet dem lov til at fortrænge fodgængerne. I øvrigt kan jeg som beboer i området helt støtte Troels Bennike i, at det bestemt ikke er let at finde parkeringspladser i området, heller ikke sent om aftenen eller om natten. Så Marianne Winther Jarl har ikke ret i, at man uden videre vil kunne sløjfe parkeringspladser på alléen. Det vil blot give flere gener i form af mere søgetrafik og ringere parkeringsforhold for beboerne.
Bragt i Frederiksberg Bladet den 18. maj 2010

I Lokalavisen Frederiksberg den 11. februar har socialdemokraten Sine Heltberg et læserbrev om madordningen i daginstitutionerne, som mere er et angreb på regeringen end et indlæg om lokale forhold på Frederiksberg. For mig at se er det nu et stort gode for os forældre på Frederiksberg, at der bliver serveret mad i daginstitutionerne. Og modsat andre steder i landet, hvor man har hørt skrækhistorier om servering af dårlig cateringmad til børnene, er maden i de frederiksbergske institutioner efter mine erfaringer rigtig god og tilberedt på stedet af kompetent personale. Den er derfor et fint supplement til en i forvejen velfungerende kommunal service på daginstitutionsområdet - men naturligvis ikke gratis, hvilket madpakker hjemmefra jo heller ikke er. Derfor tror jeg også risikoen for, at institutionsbestyrelserne skulle vælge ordningen fra - sådan som Sine Heltberg frygter - er meget, meget begrænset. Men som konservativ støtter jeg absolut, at forældrene har mulighed for at fravælge madordninger, som ikke lever op til forventningerne. Det manglede da bare andet, og at muligheden eksisterer er jo i virkeligheden en god påmindelse til kommunen om, at man er til for borgernes skyld - og ikke omvendt. Men jeg kan da sagtens se, at der er en stor forskel sammenlignet med en traditionel socialdemokratisk holdning, hvor man i højere grad ønsker tvungne masseløsninger, og har en meget begrænset interesse for borgernes behov eller synspunkter.  
Bragt i Lokalavisen Frederiksberg den 25. februar 2010

Det bliver en trist dag for København, når Istedløven om kort tid forlader sin vagtpost foran Tøjhusmuseets gavl for at påbegynde sin rejse tilbage til Flensborg Gamle Kirkegård, hvortil den oprindelig blev skabt, og som regeringen har besluttet, den nu skal sendes tilbage til. Den majestætiske bronzeløve er på sin nuværende placering ellers et overordentlig velfungerende Danmarkshistorisk monument midt i landets hovedstad, skabt af en af Danmarks betydeligste billedhuggere, H.W. Bissen, og et vigtigt minde om de slesvigske krige, som på godt og ondt hører til de mest centrale forudsætninger for det Danmark, som vi kender i dag. I Flensborg vil løven nok se sig rådvild omkring. Ganske vist er den oprindelig skabt til at våge over de faldne danskes grave fra slaget ved Isted i juli 1850, men dens tid der blev overordentlig kort. Den blev opstillet på kirkegården i 1862, men allerede i februar 1864 blev den delvist ødelagt af anti-danske slesvig-holstenere efter de preussiske troppers indtog i Flensborg for kort tid senere at blive fragtet til Berlin, hvor den stod til 1945, da den amerikanske hær transporterede den til København.
Når regeringen nu har besluttet at forære løven til Flensborg er det altså med baggrund i blot to år af løvens 148-årige historie, mens der bliver set stort på de 65 år, den nu har stået i København, og hvor dens kernebetydning som et dansk sejrsmonument for alvor kommer til sin ret. Det er ærgerligt. Den slags betydningsladede monumenter har vi ikke mange af. Ikke mindst i en tid, hvor historieløsheden er udbredt, har vi ikke rigtig brug for at gemme vigtige monumenter, der kan minde os om vor fælles fortid, væk på en kirkegård i et fremmed land. Man argumenterer med, at byrådet i Flensborg har ”anmodet” om at få løven tilbage. Men dels burde det vel ikke i sig selv være argument for at sende et vigtigt stykke Danmarkshistorie ud af landet, og dels kommer ”anmodningen” efter mange års dansk pres for at få selvsamme byråd til at acceptere at få løven overdraget, hvad man indtil for nylig konsekvent har nægtet – netop fordi løven var et dansk sejrsmonument, og dermed naturligvis en torn i øjet på de tysksindede slevig-holstenere.
Den danske holdning til løvens placering, som skiftende regeringer uanset partifarve har arvet fra hinanden, udspringer formentlig af en klassisk dansk undseelighed over et krigsmonument, som man følelsesmæssigt ikke rigtig vidste, hvad man skulle stille op med i en tid, hvor den danske selvforståelse var blevet, at vi var en fredsommelig lilleputstat, der kun kunne tabe ved at ville spise kirsebær med denne verdens store. Istedløvens budskab er nemlig det stik modsatte. Den skuer stolt og dominerende ud i verden og sender et klart signal om et land, der om nødvendigt slår igen, hvis det føler sine interesser gået for nær.
Meget har ændret sig i verden siden 1945, og det er historiens ironi, at det netop bliver i en tid, hvor den danske selvforståelse igen er skiftet, og hvor vi igen er blevet en markant militær aktør i verden, at det sejlivede danske ønske om at slippe for at blive mindet om en ufredelig fortid nu bliver til virkelighed.
 
Bragt som Opinion i Berlingske Tidende 12. februar 2010

Det Konservative Folkeparti i 9. kreds, Vesterbro og Kgs. Enghave har på generalforsamlingen den 21. januar valgt Nikolaj Bøgh som kredsens nye folketingskandidat.
 
Nikolaj Bøgh er 41 år, cand.scient.pol. og ansat i kommunikationsvirksomheden JKL. Han har tidligere bl.a. arbejdet som chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening og som særlig politisk rådgiver for socialminister Henriette Kjær. Desuden er Nikolaj Bøgh forfatter til en række bøger om politisk historie, bl.a. ”Brødrene Møller” (2007), som er en dobbeltbiografi over to meget centrale konservative ledere og idépolitikere Aksel og Poul Møller samt ”Hækkerup” (2003) om den karismatiske socialdemokratiske politiker Per Hækkerup.
 
Nikolaj Bøgh er bosat på Frederiksberg, hvor han bor sammen med sin hustru og to børn. Han er 1. suppleant til Frederiksberg Kommunalbestyrelse.
 
Vil skærpe den konservative profil
Nikolaj Bøgh udtaler i forbindelse med sit valg: ”Jeg er meget glad for den tillid som Vesterbrokredsen har vist mig ved at vælge mig til kredsens nye folketingskandidat. Jeg mener, vi som konservative har meget store muligheder for at få ny fremgang i de kommende år, fordi vores nationale og kulturelle holdninger appellerer til mange danskere, som ønsker et solidt fodfæste i globaliseringens tidsalder.
 
Hvis jeg bliver valgt til Folketinget, vil jeg i særlig grad arbejde for at styrke vores profil inden for klassiske konservative kerneområder som kultur, uddannelse og miljøpolitik, hvor vi virkelig har brug for at gøre en markant indsats i de kommende år. Med klare konservative budskaber inden for disse og en lang række andre områder er jeg overbevist om, at vi kan bidrage til at sikre en fortsættelse af de forløbne 8 års succesfulde regeringssamarbejde, som de konservative har præget kraftigt - ikke mindst med en konsekvent insisteren på et nedsætte personbeskatningen og ved at have modet til at sætte de nødvendige, men vanskelige beslutninger om fremtidens velfærdssamfund på dagsordenen. Som konservative søger vi ikke de lette løsninger, men er derimod garanter for de mest holdbare. ”
 
K: Nikolaj Bøgh er en stor gevinst
Formanden for Vesterbrokredsen, Andreas Boisen, betegner det som en stor gevinst, at Nikolaj Bøgh har valgt at stille op for 9. kreds: ” Vi har længe haft kig på Nikolaj Bøgh som en mulig folketingskandidat. Han har meget at byde på, både menneskeligt og politisk. Og vi ønskede netop en fagligt dygtig, troværdig og sympatisk folketingskandidat med et godt netværk. Og så er det et plus, at han ved så meget om politisk historie, da det interesserer Vesterbrokredsens medlemmer.”
Yderligere oplysninger:
Folketingskandidat Nikolaj Bøgh. Tlf. 24 26 09 25. E-mail nikolajbogh@gmail.com. Hjemmeside www.nikolajbogh.dk.
Formand for Vesterbrokredsen, Andreas Boisen. Tlf. 30 37 82 61. E-mail: abo@andreasboisen.dk
 

Frederiksberg-borgerne har i den grad taget metroen til sig og kvitterer med imponerende passagertal for det kæmpemæssige løft til den kollektive trafik, som metroen udgør. Når Metrocityringen står færdig, bliver metroen endnu mere anvendelig for rigtig mange mennesker på Frederiksberg med de velplacerede stationer i vores by, der bliver en vigtig del af udbygningen. Erfaringen fra den eksisterende metro giver os vi mulighed for at forbedre udformningen af stationerne og gøre dem endnu mere velfungerende. Ikke mindst stationen ved Forum bærer meget præg af et enormt cykelkaos, som bestemt ikke pynter på området. Det er vigtigt, at mulighederne for cykelparkering bliver bedre og mindre skæmmende ved de nye stationer. Ikke mindst ved stationen på den smukke Frederiksberg Allé ville det være meget ærgerligt, hvis resultatet af etableringen af den nye station, som vil komme rigtig mange mennesker i lokalområdet til gode, bliver at alléen bliver skæmmet af 100vis af henstillede cykler. Der bør sikres underjordiske cykelparkeringsmuligheder eller mulighed for cykelparkering på bagsiden af stationen, væk fra selve alléen.  
 
Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 12. november 2009

Carlsbergs planer for omdannelse af den gamle bryggerigrund til andre formål giver grund til at tænde advarselslamperne på Frederiksberg. Ved Rahbeks Allé ligger en lille del af Carlsberg-grunden i Frederiksberg Kommune. Rahbeks Allé er et enestående sted, fordi der her stadig er bevaret væsentlige eksempler på de landsteder, som udgjorde den oprindelige bebyggelse på hovedparten af Frederiksberg. Meget fine eksempler på den tradition er de to gamle gule villaer, Rahbeks Allé 17 og 19, som gennem mange år har huset to velfungerende børneinstitutioner. Desværre er det en del af Carlsberg-projektet, at villaerne skal nedrives og erstattes af boligkaréer. Hvis det sker, vil store værdier gå tabt for Frederiksberg. Udover de historiske villaer som sådan, står også hele det følsomme åbne og grønne miljø på Rahbeks Allé på spil. Heldigvis er det ikke for sent at redde villaerne endnu. Detailplanlægningen af den del af Carlsberg-området er ikke gået i gang, og kræver en lokalplan fra Frederiksberg Kommune. Allerede inden da bør Frederiksberg Kommune i den kommende kommuneplansrevision erklære bygningerne for bevaringsværdige, som det heldigvis er sket med mange andre betydningsfulde ældre bygninger og bymiljøer i kommunen gennem de senere år.
 
Bragt i Frederiksberg Bladet 20. oktober 2009

Den ubebyggede grund på Åboulevard 37 er en af de førende kandidater til at få titlen som Frederiksbergs grimmeste og mest forsømte plet. Grunden har ligget hen i rod og vildnis lige siden det lille hus på grunden, som var blevet samlingspunkt for bz’ere og autonome, blev revet ned for adskillige år siden. Rigtig mange af Frederiksbergs borgere og gæster kører ind i kommunen fra Åboulevard via H.C. Ørstedsvej, og der er noget af det allerførste de ser af Frederiksberg det kaos og svineri, der findes på grunden. Det kan vi som kommune faktisk ikke være bekendt. Vi kan heller ikke være tjent med, at grunden stadig ofte er samlingssted for forvildede elementer, som anvender den som opholdssted og af og til sågar som bålplads. Det er ikke alene farligt for naboerne, det resulterer også i voldsomt grafittihærværk på gavlen af naboejendommene, navnlig Åboulevard 35, som på alle måder er stærkt skæmmet af naboskabet. Jeg håber, det i den kommende tid vil kunne lykkes at få en fornuftig dialog med ejerne af grunden om enten snart at få den bebygget eller at få ryddet grundigt op på den og sikret, at den ikke længere kan bruges som base for hærværk og ballade. Det skylder vi beboerne i området og det skylder vi Frederiksbergs ansigt på den del af kommunegrænsen.
 
Bragt som læserbrev i Frederiksberg Bladet den 13. oktober 2009

Frederiksberg er i gang med en massiv udbygning af cykelstierne i kommunen. Det er utrolig positivt. Frederiksberg skal være cykelby nr. 1. Men vi skal heller ikke glemme forholdene for fodgængerne. Gammel Kongevej er en af de meget trafikerede veje på Frederiksberg, som er svære at passere til fods. Der er langt mellem lyskrydsene, og de overgange til fodgængere, som er lavet mellem lyskrydsene – med en forsænkning i midterrabatten og markeret med to lave stolper fungerer ikke optimalt. Det gælder f.eks. de to overgange mellem lyskrydsene mellem H.C. Ørstedsvej og Værnedamsvej. De respekteres ikke af bilisterne – og i særlig grad ikke af cyklister, som så godt som aldrig holder tilbage for fodgængere, der forsøger at komme over vejen. Sådan som overgangene er lavet nu, er de svære at se, og de burde markeres tydeligere, så de kan bruges til at komme over vejen på den måde, som egentlig har været tanken.
 
Bragt som debatindlæg i Frederiksberg Bladet 6. oktober 2009

Den danske folkekirke er truet, og truslen kommer ikke fra de ellers så medieomtalte ateister, der efter sigende skulle være på stærk fremgang i vores land. Den kommer heller ikke fra de politiske kræfter der – som den tidligere danske statsminister – ser religion som en privatsag og ønsker den væk fra det offentlige rum.
 
Næh, truslen kommer først og fremmest fra en uhellig (!) alliance af kirkens egen folk og personer på venstre-fløjen, som helt skamløst forsøger at misbruge kirken til at fremme deres egen politiske dagsorden. Personer, navnlig grupperet under det tilforladelige navn ”Kirke-asyl”, som man normalt ville forvente at finde som fjender af tradition og tro, men som altså nu under næstekærlighedens uhåndgribelige slør kan spænde kirken for en politisk vogn, der truer dens enhed og traditionelle plads i det danske samfund.
 
Senest har Venstres Ungdom valgt at drage den konklusion, at Folkekirken er blevet for politiseret, og vil i en yderst utiltalende kampagne gerne vejlede folk i, hvordan man melder sig ud. Lidt mere besindige folk som Københavns afgåede biskop Erik Normann Svendsen har konkluderet, at udviklingen – desværre - nu uafvendeligt går mod en adskillelse af stat og kirke. Flere andre biskopper har udtalt noget lignende, og man kan godt få den mistanke, at de egentlig ville være glade for en adskillelse af kirke og stat, fordi det ville give dem selv en mere magtfuld taleposition i det danske samfund – uafhængigt af det fællesskab med staten, som i dag sikrer, at de holder sig på dydens smalle sti og koncentrerer sig om den opgave, der er deres – nemlig at forkynde evangeliet.
 
Efter min mening er det en meget trist udvikling, som absolut må modarbejdes. Og de præster og biskopper, som bevidst eller ubevidst fremmer denne udvikling, burde besinde sig og sige nej til de kræfter, som truer kirkens og statens enhed.
 
Folkekirken er en af de helt centrale institutioner, der binder det danske samfund sammen. Skilles den fra staten er der stor risiko for, at den i sin nuværende form vil gå i opløsning. Samhørigheden med staten har netop medvirket til at holde kirken – så nogenlunde - fri af politiseren og præster, der mente, at deres kirke skulle være en slags politisk parti. Det var lige præcis et af de centrale formål med den folkekirkeordning, som grundlovsfædrene udtænkte. Får vi en adskillelse af stat og kirke, så vil resultatet med stor sandsynlighed uvægerligt være, at den lutherske kirke vil opdele sig i fraktioner og efterhånden måske i flere adskilte kirkesamfund, fordi mange danskere ikke længere vil kunne identificere sig med deres lokale kirke. Den naturlighed, hvormed langt de fleste danskere lader den lokale kirke danne ramme om livets store begivenheder – fødsel, konfirmation, ægteskab, død – vil i mange situationer ikke længere kunne opretholdes. Dermed må man frygte, at en decideret afkristning af Danmark for alvor vil kunne sætte ind. I Sverige, hvor man adskilte stat og kirke i år 2000, er andelen af befolkningen, som er medlemmer af Svenska Kyrkan faldet med mere end 10 procentpoint siden adskillelsen og har nu mindre end ¾ af den svenske befolkning som medlemmer.
 
Hvis kirke og stat adskilles og folkekirkens særstilling i Grundloven forsvinder, så betyder det en central institution mindre at samles om og dermed yderligere et skridt væk fra det fællesskab, som er af fundamental betydning for at vi kan bevare et velfungerende samfund. Den tillidsskabende fælles kultur, som traditionelt har været utrolig stærk i Danmark, er truet af almindeligt traditionstab, ændrede normer som følge af globalisering og indvandring af mennesker med en anden kultur og en anden tro end vores. I den udvikling har vi ikke brug for færre kultur- og traditionsbærende institutioner at samles om – tværtimod.
 
Mere fundamentalt mener jeg, at folkekirken er det stærkeste udtryk for vores kristne kulturarv og en garant for, at kristendommen fortsat vil præge det danske samfund og til stadighed udgøre en kultiverende og civiliserende kraft i vores land, som den har gjort gennem mere end 1000 år. Den lutherske kristendom, som den er forkyndt af folkekirken, præger vores normsæt og vores lovgivning på en lang række områder. Balancen mellem personlig frihed og personligt ansvar, vores ansvar for at hjælpe samfundets svageste og forpligtelsen til at udvise kærlighed til næsten hører til de positive elementer, som kirken og kristendommen har bibragt vores samfund. Men først og fremmest har kirken lært os, at vi alle er mennesker med fejl og mangler, og at vi ikke må gøre os selv til Gud. Et samfund, som er helt løsrevet fra kirke og kristendom, det vil stå i bestandig fare for at mennesker – og politikere – ophøjer sig selv til Gud. Vi kender fra verdenshistorien masser af eksempler på, at det er sket, og de opmuntrer ikke til gentagelse. De regimer, som mest har forsøgt at fortrænge kirken og kristendommen har også været de mest umenneskelige og diktatoriske. Det nære bånd mellem kirke og stat minder os til stadighed om, at der er noget, der er større end den enkelte. Det sætter tilværelsen i perspektiv og placerer det enkelte menneske i dets rette størrelsesforhold.
 
Ved at vedkende os vores kristne rødder som samfund gennem opretholdelse af vores folkekirkeordning bevarer vi et vigtigt fællesskabsbånd, ligesom vi bibeholder de værdier, som den lutherske kirke altid har stået for - og som er fuldkommen lige så værdifuldt et fundament at bygge det danske samfund på, som de altid har været.
 
Bragt som klumme i netavisen 180grader den 30. september 2009

For kort tid siden var der igen debat på Københavns Rådhus om Københavns åbenlyst dårligt fungerende styreform. Overborgmester Ritt Bjerregaard har foreslået, at man skal sløjfe den nuværende styrelseslov for København og give al magt til overborgmesteren i stedet for som nu at dele magten mellem en række borgmestre. Men det er næppe her problemet ligger. Snarere er problemet, at Københavns Kommune er for stor og uoverskuelig og ingen rigtig føler ansvar for kommunen som helhed. Det resulterer i mærkværdige magtkampe og en syg politisk kultur, hvor det er ekstremt svært at træffe positive beslutninger for byen.

Men snarere end at give almagt til en enkelt politiker burde man derfor reformere Københavns styreform langt mere grundlæggende og dele byen op i enheder, der har en naturlig samhørighed, og hvor politikerne kan føle et reelt ansvar for de borgere, som de repræsenterer. De borgere, som helt givet identificerer sig langt mere med andre på Østerbro, i Valby eller i Nordvest, end de gør på tværs af de københavnske bydele, som kulturelt, socialt og geografisk adskiller sig voldsomt fra hinanden.
 
I virkeligheden burde det ikke være så vanskeligt, for idealet ligger snublende nær – lige på den anden side af kommunegrænsen. Alt tyder nemlig på, at Frederiksberg Kommune har noget nær den ideelle størrelse for en storbykommune. Et overskueligt geografisk areal, knap 100.000 indbyggere og en samhørighed mellem dem, som nærmest springer i øjnene. Borgerne på Frederiksberg er stolte af deres kommune og føler sig virkelig som del af en helhed, de kan identificere sig med. Og det er ikke fordi, de ellers er særlig ensartede på de fleste parametre. Frederiksberg er en moderne storbykommune med en meget blandet befolkningssammensætning, socialt, erhvervsmæssigt, aldersmæssigt og etnisk.
 
På Frederiksberg Rådhus hersker der tilsvarende et virkelig godt samarbejdsklima, hvor alle er enige om, at man har en fælles målsætning om at gøre hverdagen for Frederiksberg-borgerne bedre. Det ses bl.a. af, at SF nu for 2. gang i træk har indgået i budgetforlig med det borgerlige flertal i kommunalbestyrelsen og af at samarbejdet blandt politikerne på Frederiksberg Rådhus i det hele taget er kendt som meget velfungerende.
 
Jeg tror, den samme loyalitet og den samme velfungerende politiske kultur kunne skabes i de københavnske bydele, hvis man gennemførte en reel decentralisering af magten på Københavns Rådhus. Desværre er det de færreste politikere, der vil gå til valg på at begrænse deres egen magt, så derfor kommer vi nok ikke til at se et parti gå til valg på en gennemgribende reform af denne type ved det kommende kommunalvalg. Men det ville være befriende hvis det skete. Ikke mindst for københavnerne, som gang på gang måbende må betragte det uansvarlige kaos, der hersker blandt deres folkevalgte.
 
Lær af Frederiksberg – det tror jeg ville være en gevinst for alle parter.
 
Bragt som debatindlæg i Politiken 27. september 2009
 

Socialdemokraten Michael Vindfeldt skriver flittigt læserbreve, hvor han prøver at mistænkeliggøre det borgerlige valgforbund på Frederiksberg - senest i Lokalavisen den 30. juli. Men måske skulle Vindfeldt hellere overveje, hvilke holdninger han selv har allieret sig med – tilmed i sit eget parti. På den socialdemokratiske liste finder man således Bo Rosschou, som i årene omkring Berlinmurens fald var kendt som en af de benhårde stalinister i Danmarks Kommunistiske Parti, der af al magt forsøgte at fastholde en Moskva-tro linje og modarbejde de reformer, som partiformanden Ole Sohn arbejdede for. Efter hårde kampe om den ideologiske linje i DKP efter murens fald lykkedes det i 1990 Ole Sohn at smide Bo Rosschou ud af centralkomitéen sammen med en række af de andre gammelkommunister. Rosschou hørte til de vrede kommunister, der efterfølgende indkaldte til protestmøder, hvor de fordømte Ole Sohns svigt af de kommunistiske idealer. Rosschou er altså ikke en hvilken som helst blød venstrefløjstilhænger, der er søgt mod midten på sine gamle dage. Rosschou har været en ledende figur i en ekstrem politisk bevægelse, der er al magt modarbejdede det danske demokrati og samfundssystem og under den kolde krig samarbejdede med Danmarks fjender, navnlig DDR. Der er jo intet forkert i at blive klogere og erkende, at demokrati er bedre end stalinisme, men alligevel må man undre sig over Rosschous optræden på den socialdemokratiske liste. Hvornår forlod han mon sit gammelkommunistiske ståsted? Og hvad fik ham egentlig til at skifte holdning, når nu murens fald og kommunismens sammenbrud i Østblokken tydeligvis ikke var tilstrækkeligt til at få ham til at forlade drømmen om revolution og troen på stalinistisk centralisme?
 
Bragt som debatindlæg i Lokalavisen Frederiksberg 3. september 2009
 

I 2009 kan Frederiksberg Kommune fejre 100-års jubilæum som konservativt styret kommune. Det er meget, meget få steder i Danmark, at et enkelt parti har siddet så længe på borgmesterposten i samme kommune. Der er andre danske kommuner, hvor de konservative har siddet længe på borgmesterposten, først og fremmest kan man nævne Hørsholm og Gentofte, men Frederiksberg adskiller sig fra dem på den måde, at det først og fremmest er kommunalpolitisk, at kommunen stemmer konservativt. Til folketingsvalg og EP-valg er de konservative normalt kun det 3. største parti efter Socialdemokraterne og SF (som til EP-valget i juni sågar overhalede den socialdemokratiske storebror som det største parti på Frederiksberg).
Frederiksberg er da heller ikke på nogen måde en typisk, borgerlig velhaverkommune, hvor der stemmes borgerligt ud fra sociale eller økonomiske interesser, men tværtimod en storbykommune med en meget blandet befolkningssammensætning, socialt, erhvervsmæssigt, aldersmæssigt og etnisk. Så hvordan kan det mon være, at et enkelt parti - som på landsplan ikke er stort - kan opnå et sådant monopol på magten, som de konservative har og har haft på Frederiksberg?
 
Den første konservative borgmester på Frederiksberg var Marius Godskesen, som sad i borgmesterstolen (før 1919 med titel af formand for Kommunalrepræsentationen) gennem mere end 27 år og nåede at blive en væsentlig institution og en urokkelig autoritet på Frederiksberg. Selvom han nærmest styrede kommunen som en fritidsbeskæftigelse ved siden af sin omfattende sagførergerning var ingen i tvivl om, at Godskesens ord var lov i kommunen.
I Godskesens periode begyndte den moderne storbykommune Frederiksberg for alvor at udvikle sig, og kommunen blev væsentligt udbygget gennem 20’erne og 30’erne, bl.a. med en række store kommunale boligbyggerier. Med et markant stigende befolkningstal fulgte en række offentlige institutioner, ikke mindst flere skoler, svømmehallen og hovedbiblioteket. De to sidstnævnte blev opført som nogle meget markante og flotte funkisbygninger, som stadig spiller en væsentlig rolle i kommunens liv og i Frederiksbergs profil den dag i dag og vidner om, at en kommunal service af en høj kvalitet altid har været i højsædet på Frederiksberg.
 
Den alfaderlige Godskesen blev i 1936 afløst af Vilhelm Fischer, som var direktør for Alfred Benzons fabrikker på Halmtorvet og som i store træk fortsatte Godskesens linje og drev kommunalpolitikken som en fritidsaktivitet. Fischer var en ret svag borgmester, hvis periode også blev også meget præget af krise- og krigstiden og de ulykker, som i den periode ramte Frederiksberg med bl.a. bombardementet af Den Franske Skole i marts 1945.
 
Det blev et vendepunkt i Frederiksbergs kommunalpolitik, da formanden for Konservativ Ungdom, stud.polit. Aksel Møller i 1937 blev valgt til kommunalbestyrelsen. Han hørte til partilederen Christmas Møllers mest trofaste støtter og var en uhyre talentfuld politiker, som idépolitisk set givetvis er den person i Det Konservative Folkepartis historie, som har skrevet mest om, hvad konservatisme egentlig er.
Aksel Møller var en fremragende taler og en meget dygtig politisk forhandler, og der gik ikke lang tid, før han kom til at spille en helt central rolle i kommunalbestyrelsens arbejde. Han interesserede sig levende for, hvordan man kunne føre konservativ politik i praksis, og på Frederiksberg fik han mulighed for at lejlighed til at afprøve sine politiske idéer i kommunens forholdsvis lille skala, hvor der kun var kort fra beslutningen blev taget til man kunne se den realiseret i virkelighedens verden. Efter hans opfattelse havde Frederiksberg Kommune netop den perfekte størrelse, fordi man ret hurtigt kunne overskue konsekvenserne af beslutningerne og fordi der var kort afstand fra den enkelte borger til byens styre. Borgmesteren kunne gå igennem kommunen i løbet af en rask spadseretur – hvilket Aksel Møller holdt meget af, og hvor han kunne danne sig et indtryk af, hvordan Frederiksberg-borgerne levede og trivedes.
 
På grund af Aksel Møllers lysende talent og idérigdom var det længe inden Fischers afgang tydeligt, at Aksel Møller var den eneste mulige arvtager til borgmesterstolen, og han blev en særdeles populær og slagkraftig borgmester fra 1948 til sin død i 1958, dog afbrudt af årene 1950-53, hvor han var indenrigsminister i Erik Eriksens VK-regering. Aksel Møller kom til stærkt at præge den mere og mere dynamiske bykommune, som i 40’erne og 50’erne blev kraftigt udbygget med nye boligområder, der blev ledsaget af moderne kommunale institutioner som skoler, plejehjem og børneinstitutioner.
 
Det var i høj grad af kraft af Aksel Møllers indsats og den måde han prægede borgmesterembedet på, at begrebet ”Frederiksberg-konservatisme” opstod. Frederiksberg-konservatismen blev – og er den dag i dag – synonymt med en meget selvstændig retning inden for dansk konservatisme, som er mere socialt engageret, mere principfast og mere tro mod en række af de traditionelle konservative værdier – navnlig omsorgen for historien – end den politiske linje, som ofte har præget Det Konservative Folkeparti på landsplan, hvor de taktiske hensyn og en svingende kvalitet på lederposterne ofte har gjort profilen diffus.
 
På Frederiksberg fik de konservative under Aksel Møller og de markante efterfølgere Arne Stæhr Johansen, John Winther, Mads Lebech og nu den nyligt tilkomne Jørgen Glenthøj mulighed for i mini-format at realisere en række konservative idealer.
Først og fremmest har altid været en central ambition for de konservative at føre en politik, som er til gavn for alle befolkningsgrupper på Frederiksberg, uanset deres baggrund, økonomi, alder m.m. Konservatismen er uforenelig med klassepolitik, hvor der først og fremmest er fokus på enkelte befolkningsgruppers behov. Derfor har det brede politiske samarbejde også altid været i fokus på Frederiksberg – også selvom de konservative i lange perioder har haft flertal i kommunalbestyrelsen alene. Og derfor har en kommunal service på et højt niveau altid været højt prioriteret.
For det andet har det altid stået centralt for de konservative på Frederiksberg, at der skulle være fokus på den enkeltes muligheder for at tilrettelægge sit liv selv med stor vægt på hjælp til selvhjælp og et fortsat lavt skattetryk, som giver familierne og den enkelte borger mulighed for selv at disponere som de har lyst til og behov for.
Endelig ville Frederiksberg ikke være Frederiksberg – og de konservative ikke konservative - hvis det historiske og kulturelle fællesskab og de traditioner, som er en central del af Frederiksbergs kvaliteter ikke altid havde spillet en væsentlig rolle. Frederiksberg er nok et af de steder i Danmark, hvor historien er tydeligst i hverdagen og Frederiksberg har altid gjort meget ud af at værne om sin 350-årige historie og smukke bybillede med de mange bevaringsværdige bygninger og historiske bymiljøer.
 
Der er altså er masser af klassisk konservativt tankegods i de bærende værdier, som har præget kommunalpolitikken på Frederiksberg, og den måde, som de konkret er blevet implementeret på, har nu altså gennem 100 år vakt meget bred genklang i den frederiksbergske befolkning.
 
Bragt som kronik i Berlingske Tidende 13. august 2009
 

Bragt som debatindlæg i Lokalavisen Frederiksberg den 30. juli 2009 
Den netop afsluttede Ren by-kampagne har igen været en meget positiv oplevelse med meget gode budskaber, som er formidlet klart og med humor mange steder i gadebilledet. Ikke mindst graffiti er åbenlyst et stigende problem på Frederiksberg, og derfor er det meget positivt, at det netop er et af hovedfokusområderne denne gang. Et af de særlige kendetegn ved Frederiksberg er jo netop, at det er en smuk by og en grøn by – som også i almindelighed er en hel del renere end det omgivende København. Det skyldes måske bl.a., at borgerne på Frederiksberg i højere grad tager et selvstændigt ansvar for at passe på deres by. Det er også netop den bevidsthed, som Ren by-kampagnen søger at styrke yderligere med positive og diskrete opfordringer til at rydde op efter sig selv. Det er en helt anden tilgang, end man har i Københavns Kommune, som også lige nu igen kører en kampagne imod affald i bybilledet. Stilen er helt anderledes. Groteske skulpturer af affald i overstørrelse skæmmer byens gader og pladser og sender vel egentlig snarere det signal, at hvis borgerne ikke selv forgrimmer deres by – ja, så skal kommunen skam nok klare det. Den kampagne ligger i fin forlængelse af den generelle stil i Københavns Kommune i den tid, Klaus Bondam har haft ansvaret for bymiljøet, hvor det primitive og det grove er blevet påskønnet og kommunens tidligere så høje profil på bl.a. anti-graffiti-området er blevet nedtonet til fordel for en opfattelse af, at graffiti er en slags ”kunst”. Det er et stort held, at Frederiksberg Kommune holder fanen højt og sammen med sine borgere tager et ansvar for, at vi også fremover kan bevare de særlige kvaliteter, som vores smukke by altid har haft.  
 
 

Bragt som debatindlæg i Lokalavisen Frederiksberg den 17. juni 2009
I Lokalavisen 11. juni forsøger socialdemokraten Michael Vindfeldt igen at hævde, at de konservative på Frederiksberg ikke ønsker et bredt samarbejde på rådhuset.
Både i et kort og et langt historisk perspektiv tager Vindfeldt helt fejl. I det korte perspektiv fremgår det af en række forlig, bl. a. det seneste budgetforlig, hvor kun Socialdemokraterne og Enhedslisten ikke ønskede at deltage, mens SF gik med. I det lange historiske perspektiv har det netop altid været en kernevision for Frederiksbergkonservatismen at skabe et samfund, hvor der er plads til alle, og hvor der er godt at bo for alle befolkningsgrupper.
De konservative på Frederiksberg har derfor altid ført en politik, som er bredtfavnende og rummer stadige forbedringer af den daglige service til borgerne.
Det har samtidig været en politik, som har været baseret på ansvarlighed og sikring af en lav skatteprocent fordi det også er vigtigt at værne om familierne egne personlige valgmuligheder.
Det var den vision, som bl. a. blev udviklet af Aksel Møller og andre fre mtrædende Frederiksberg-konservative i midten af 1900-tallet, og som stadig den dag i dag er en central årsag til, at de konservative på Frederiksberg nu gennem 100 år har siddet på borgmesterposten.
En sådan politik har gavn af inspiration fra mange sider, og Vindfeldts parti har også i perioder været en del af det traditionelt gode samarbejde på Frederiksberg Rådhus.
Men det er som om Socialdemokraterne i de senere år har fravalgt den ansvarlige samarbejdslinje til fordel for en mere ekstrem og teoretiserende politik, hvor det handler mere om at markere sig med overbud, end om at tage ansvar for at fortsætte den gode udvikling af kommunen, som jeg tror langt de fleste Frederiksberg-borgere sætter pris på og nyder godt af i deres dagligdag.
Ser man på den socialdemokratiske liste til kommunalvalget er der desværre ikke meget, der tyder på, at det vil blive bedre i næste valgperiode. Det bør vælgerne selvfølgelig notere sig frem til november, hvor vi skal afgøre, hvem der skal betros ansvaret for byens udvikling i de næste fire år.
 

Bragt som debatindlæg i Frederiksberg Bladet den 3. marts 2009
I Frederiksberg Bladet den 24. februar kan man læse en meget interessant artikel af slotsgartner Lars Friis, som fortæller om en række af de fremragende initiativer, der i disse år bliver taget i Frederiksberg Have. Et af disse initiativer er de informationstavler med mulighed for at høre en række små historiske historier på mobiltelefonen, som er placeret rundt omkring i haven. Idéen er utroligt god, men desværre er en af informationstavlerne helt fejlplaceret. Det drejer sig om tavlen, som er placeret inden for hovedindgangen til haven, lige umiddelbart foran H.V. Bissens statue af Frederik VI.
Den tavle burde absolut flyttes om bag statuen eller ud i en af forpladsens sider, for den spolerer meget alvorligt oplevelsen af havens meget flotte indgangsparti. Frederik VI har hidtil uhindret budt havens besøgende velkommen og mindet om monarkens nære tilknytning til Frederiksberg. Og placeringen af statuen midt for forpladsens oval er et stykke gennemtænkt og meget velfungerende æstetik, som ikke kan tåle, at et fremmedelement som informationstavlen bliver placeret midt i det hele. Så stor ros til alle de gode initiativer og en stærk opfordring til at få flyttet den fejlplacerede tavle igen.